Nu har jeg allerede et par gang skrevet om den der aften i sidste uge, hvor jeg var på restaurantcrawl sammen med en masse søde mennesker og endelig er dén jeg har gået og ventet på, endelig klar. Videoen, som på fineste måde viser stemningen fra den dejlige aften vi havde og som I kan se nederst i indlægget.
Jeg var blevet sat i stævne på Madklubben i Store Kongensgade, hvor jeg sammen med to af mine bedste veninder troppede op til velkomstdrinks, apetizers og de nye GelActive-insoles fra Scholl, som vi i bedste præ-jule-hygge-stil sad og klippede til, så de passede perfekt ned i vores sko.
Til anledningen var jeg hoppet i mine gamle converse, som jeg på vej ned til restauranten blev mindet om, hvorfor jeg aldrig bruger; de giver mig direkte associationer til mine graviditeter, fordi de på én eller anden måde tryller mine graviditeters bækkensmerter og vraltende gangart frem i mig. Ikke verdens bedste start på en aften med flere kilometers gang i sigte, tænkte jeg.
Ganske hurtigt gik vi – nu med veltilklippede og bløde indlæg i skoene – videre mod næste restaurant, Tony’s, hvor nipsemaden smagte fortræffeligt og både vin og samtale begyndte at flyde. Jeg fik blandt andre en god sludder med Silas Holst, som skulle vise sig at være endnu mere sød og sympatisk i virkeligheden end han er på tv. I’m telling you – han er nice!
Derfra gik vi hen mod Bistro Royal, hvor vi på vejen blev mødt af to break-dancere, som fyrede den af midt på Kongens Nytorv til ære udelukkende for vores selskab. Det var virkelig sejt! På restauranten ærgrede jeg mig kun ganske kort over at jeg for nyligt har skåret mit kødforbrug ned til et minimum, indtil jeg satte tænderne i min overdrevet lækre veggie-ret. Det kan altså også noget det der (deltids-)vegetar.
Med maverne fulde af lækker mad, skulle vi ud på den længste af aftenens gåture. Da vi ramte søerne og Dronning Louises bro blev vi udstyret med barn- og ungdomsminder fra 90’erne i form af knæklys og sæbebobler, som hvirvlende fløj rundt i luften imens vi grinende knipsede selfies til den store guldmedalje. Det var lige før jeg blev helt rørstrømsk over at stå der med Irmahønen i baggrunden, mine veninder ved min side og de fineste changerende sæbebobler som fyldte luften af kærlighed og gode minder, inden vi skulle videre mod vores mål, Hanzö.
Her fik vi skønne desserter og en blommelikør der fik englene til at synge, inden vi krammede farvel til nogen og tog nogle andre med på Next Door til en afsluttende cocktail på en dejlig, dejlig aften.
En aften som jeg, da jeg kom hjem og tog skoene af, blev mindet om var ekstra god, fordi jeg siden jeg fik GelActive-sålerne i mine sko, faktisk ikke mærkede mere til mit bækken, som ellers havde skrantet først på aftenen. True story!
Sålerne er lavet til at skåne fødderne – som for mit vedkommende også havde det ganske fortræffeligt hele aftenen – men de kan tilsyneladende også afhjælpe andre smerter som er forbundet med at stå/gå. I hvert fald for mig og jeg vil æde min gamle hat på, at jeg aldrig mere skal springe i mine converse uden at sikre, at mine Sholl-indlæg er med mig, for helt ærligt, det er sgu da temmeligt sexet at have komfortable fødder og et smertefrit bækken i forhold til det modsatte.