Personligt elskede jeg det. At være på barsel. Altså, i hvert fald når jeg ikke lige hadede det på grund af søvnmangel, overdrevent forbrug af vaskemiddel og evigt fedtet hår. Jeg elskede det så meget, at jeg på ingen måder kunne overskue tanken om at starte op på arbejde igen, før dagen oprandt og der ikke var kommet nogen og havde ladet mig nappe et år mere. Tanken om, at min lille baby – både første og anden gang – skulle ud og passes af andre, var nærmest ubærlig.
For andre mødre, er det dog en helt anden snak. En væsentligt mere tabubelagt snak, fornemmer jeg desværre. For “hvilken mor, vil ikke gerne være sammen med sit barn hele tiden?”. Well, det tror jeg i virkeligheden at der er rigtigt mange mødre, der ikke vil. Kærlige, omsorgsfulde, dejlige, søde, dygtige og gode mødre. Mødre, som gør det allerbedste de kan for deres børn, men som “bare” ikke synes at barsel med halvstor (eller hel-stor) baby er bomben.
jeg gik fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege.
Det er så skide ærgerligt, når vi ender med – mere eller mindre velbegrundet – at føle os stigmatiserede i vores forældrerolle; for helt ærligt, det er sgu da svært nok at manøvrere rundt i, i forvejen! Derfor var jeg heller ikke sen til at takke ja, da en læser forleden sendte mig sin historie og spurgte om ikke jeg ville skrive lidt om den – i håbet om, at komme (følelsen af) stigmatiseringen til livs.
Tag godt imod hende. En kvinde, som ikke elsker at være på barsel.
Jeg blev gravid, alt gik godt, og alle synes jeg havde vundet i lotto, når jeg fortalte at jeg, fordi jeg studerer, kunne holde et helt års barsel. Jeg synes også det var fantastisk. Jeg drømte om alle de ting vi skulle og al den kærlighed jeg havde god tid til at dele ud af til min kommende søn. Graviditeten gik fint, over al forventning og fødslen lige så. Nu tæller jeg dagene. Dagene til vi starter indkøring i dagplejen.
Jeg gik på barsel en lille måned før min kom til verden.
De første måneder gik med at vi lærte hinanden at kende – det var hårdt, men ikke mindst det hele værd, for det var i hvert fald også det mest fantastiske der var sket for mig, for min mand, og for os som par.
Jeg startede hurtigt i mødregruppe. Vi startede sammen til salmesang, tog på ture og ud og spise. Derudover svømmede min mand og jeg med vores søn hver uge i den lokale svømmehal. Alt var som om det kørte på skinner når jeg var ude og sammen med andre.
Så kom dagen hvor min mand i stedet for at arbejde, skulle på skoleophold. Langt væk. Min daglige støtte, klippe, opmuntring var væk og alt jeg gik op i var at tage til svømning, i mødregruppe og til salmesang, så der var et højdepunkt så mange dage om ugen som muligt. Jeg vidste at dagen ville komme; vi havde tilmed planlagt graviditeten så vores søn var så gammel som muligt når jeg skulle være alenemor. Ugerne gik utrolig langsomt og utrolig hurtigt på samme tid. Vi nåede at blive gift undervejs. Vores søn var nu 8 måneder og jeg trængte i den grad allerede til forandring efter at have været alene i 10 uger.
På det her tidspunkt havde jeg mødtes med mødregruppen hver uge i 7 måneder, og nu begyndte det langsomt at gå i opløsning. Barslen varer ikke evigt, og de andre startede så småt op på arbejde, mens jeg drømte mig tilbage på skolebænken. Jeg havde på det tidspunkt stadig 3 måneders barsel tilbage som nu bare skulle gå hurtigt. Det gjorde de ikke, for selvom vi lavede en masse var det ikke spændende længere, ingen nye sange, ingen nye tricks til svømning. Min søn udviklede sig jo, og fra den dag han begyndte at kravle og siden stå, gik jeg fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege. Jeg er om muligt mere træt nu end i starten. Træt og udmattet af at være nervøs og frustreret over alt det min søn kan. Jeg frygter jo bare for den dag han får kagerullen ned over sine nuttede fødder eller på anden måde kommer til skade fordi han undersøger hver en krog.
Jeg føler mig så utilstrækkelig, når jeg ikke kan underholde ham godt nok alene, men det handler jo mest af alt om at han ser på mig hele tiden, jeg er ikke sjov længere. Jeg glæder mig til at være klassekammerat, kollega, ven. For jeg er træt af KUN at være mor, dumme mor, for selvom han ikke siger det med ord, så lyser glæden ved synet af min mand mere ud af hans øjne, og far må for alt i verden ikke gå igen når han er hjemme. Jeg derimod, jeg må godt være væk lidt, og glæden i øjnene når jeg kommer tilbage er først den samme når jeg har været væk i et par timer. At være hjemme med sin mor er ikke det bedste for min søn. Han er gladest når der er flere at lege med, flere ting at undersøge og flere kvadratmeter at boltre sig på.
10 dage, så er det ovre, så bliver jeg en bedre mor, som forhåbentlig møder en gladere dreng når jeg henter ham.