Der er ganske åbenlyst en pokkers masse lort ved at træffe beslutningen om en skilsmisse, og det allersværeste viste sig for mig, at være tanken om, at skulle splitte mine børns familie ad. At de skulle have to separate hjem. At de altid ville skulle leve med et potentielt savn til skiftevis enten far eller mor.
Det gjorde så latterligt ondt i mit hjerte – og gør det sådan set stadig af og til, selvom de virkelig har håndteret det godt, børnene. De trives godt, både her og der og selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at de nok helst så deres forældre i et kærligt parforhold, så lader det til, at de klarer den fint – og uden den store sorg jeg var så godt som sikker på, at jeg ville pådutte dem, ved at blive skilt fra deres far. Bevares, selvfølgelig savner de af og til, men til at håndtere savnet sammen med dem, har de heldigvis altid enten den ene eller den anden forælder, som i den reneste kærlighed vil gøre alt for at hjælpe dem.
De har fået to kærlige hjem mine børn, og selvom det i børnehøjde formentlig havde været at foretrække med bare ét, så er to trods alt bedre end ingen.
Jeg skal ikke se mine børn i lidt over en uge og selvom det er væsentligt længere tid end jeg er vant til – og har lyst til – at undvære dem ad gangen, så har jeg alligevel afleveret dem med glæde i dag. Okay, med glæde og en kæmpe knude i maven, som jeg simpelthen ikke er i stand til at sætte ord på lige nu.
I stedet for at være i mit – vores – hjem, rejser jeg med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne til Somaliland, hvor jeg skal møde en pokkers masse børn, som er mindre heldigt stillede end mine. Børn, som ikke har forældre. Nogle, som ikke har et hjem. Andre, som har fået hjælp af sådan nogle som os og de velgørenhedsorganisationer der arbejder i området.
Somaliland, som officielt er en del af Somalia, har verdens fjerde laveste BNP og en helvedes masse udfordringer. En tårnhøj mødredødelighed, meget apropos mit indlæg forleden, for eksempel. Den er intet mindre end 240 gange højere, end herhjemme, hvilket alt andet lige, efterlader en hel del børn forældre- eller i hvert fald mødreløse.
Av, mand.
Der er ikke som sådan akut behov for nødhjælp i Somaliland, som man oplever det andre (for eksempel krigs- eller katastrofehærgede) steder i verden, men der er – tror jeg ret stålfast – massivt behov for hjælp til at få vendt skuden. Børnene skal jo for pokker ikke vokse op uden at have forældre eller et hjem. De skal have en god og tryg barndom, hvor de ikke alene overlever, men også kommer i skole og bliver gode ressourcer for et land, som i dén grad har behov.
Jeg rejser derned om ganske få timer, imens mine egne børn skal være i deres andet hjem, sammen med deres far, hvor de får mad på bordet, legetøj i overflod, senge at sove i og godnatkys fra én der elsker dem, hver eneste aften. I modsætning til rigtigt mange af børnene i Somaliland, desværre.
Jeg er usikker på hvor meget jeg får tid og mulighed for at blogge dernede fra, hvorfor jeg i mellemtiden har allieret mig med et par af mine damer fra Confetti, som kommer til at skrive lidt under temaet “Barndomshjem” i løbet af ugen. Hold gerne selv løbende lidt øje herinde, da jeg ikke ved hvor lidt og hvor meget jeg kan advisere nye indlæg, på diverse kanaler. Hvis det så er muligt holder jeg jer selvfølgelig opdateret og så er det min forhåbening, at jeg kan tage jer med helt tæt på, på instagram, hvor I kan finde og følge mig under navnet @canabuttenschon, hvis I skulle have lyst til at “komme med”.