Vi var så heldige at have en playdate til Jens det meste af dagen i går – det gør alt andet ens liv nemmere, når man ikke kontinuerligt skal agere hverken legekammerat, patient eller levende klatretårn. De legede, grinede, spiste fredagsslik (med en dags delay, grundet flyvetur – hvor vi selvklart også spiste slik) og havde en fest. Det samme havde min lille Peter så her til morgen, da han lynhurtigt fik støvsuget gulvet for de Smarties, som de store drenge i deres iver i går havde tabt. Peter er 8 1/2 mdr, vejer som en hvalros, har seks bisser og har så tilsyneladende allerede spist snolder. Great. Stik mig bare medaljen for årets mor. Hvis det var sket for min Jens for 3 siden, var jeg blevet mega, mega ked af det. Nu: not so much. Faktisk, er jeg ligeglad. Eller måske endda næsten glad på min lille babys vegne, at han var så heldig at snige sig til lidt sukker og farvestoffer et år før tid.
Behøver jeg sige, at jeg synes det er helt vildt mega (fucking) fedt, at hvile så meget i min rolle som mor, at jeg i stedet for at stresse over ligegyldige detaljer, kan fokusere på det vigtige.
Så i stedet for at begræde tabte principper og kompensere med hjemmebagte speltboller og hvedeklid til dessert, har mine drenge og jeg en slow søndag i vente, med danseopvisning hos min smukke niece, bunker af vasketøj efter en uges vaskepause i ferieland og store mængder af den helt vidunderlige oreo-cheesecake med saltkaramel som står og smiler forførende til mig bag køleskabets lukkede dør.
God søndag 🙂