Ovenstående er en sætning jeg efterhånden hører virkeligt ofte og som efterhånden er ved at irritere mig som en flue i soveværelset alt for tidligt om morgenen. Meget.
En pige? Næste gang? Jeg forstår det ikke.
Jeg har to sunde og raske børn, som har bragt mig glæder og kærlighed større end jeg nogensinde havde turdet forestille mig. Jeg har to børn, som har givet mig følelsen af at have en rigtig familie.
Jeg har to børn, som jeg føler jeg kan give alt. Jeg kan give dem al den kærlighed i verden de har brug for og jeg kan give dem forældre som elsker hinanden.
Derfor bliver jeg så usigeligt træt hver gang nogen – i bedste mening, bevares – fortæller mig, at “jeg da skal have en lille prinsesse“.
Jeg er fløjtende ligeglad med prinsesser. Ikke fordi jeg ville elske mine drenge mindre, hvis de var piger, men fordi jeg elsker mine børn for dem de er og ikke for det køn de har (eller ikke har).
Jeg nyder mine drenge nu og jeg glæder mig til de vokser sig større. Sammen med mig, min mand og med hinanden.
Jeg elsker baby- og barselslivet, men jeg tror ærligt talt ikke, at jeg nogensinde kommer til at turde jinx’e vores lykke for at få endnu et barn. Så derfor, vil I ikke godt være søde at lade mig nyde mine drenge og holde igen med prinsessekommentarerne? For helt ærligt, jeg synes faktisk det er ret fedt at være mor til to.
