Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Nu skrev jeg godt nok forleden at jeg mest af alt holder af hverdagen, som i mange henseender også er fuldstændigt korrekt – om ikke andet, så er jeg i alle tilfælde mestendels temmeligt glad for hverdagen. Jeg prøver at nyde de mange små øjeblikke og jeg nyder, hvor nemt det hele er blevet, efter jeg – som jeg blandt andet har skrevet om her – har accepteret, at mit liv har ændret sig.

Alligevel så skal jeg altså hverken se mig for fin, for økologisk eller for zen-agtig til at synes det er pisseirriterende, når jeg er stået en halv time op før de øvrige medlemmer af Butten-klanen, for at kunne tage mig et langt bad og stråle af overskud og rent hår, som, hurtigere end Bjarne Riis i halvfemserne kunne sige “nej, jeg har ikke tage EPO”, bliver smurt ind i halvgumlet havregrød, serveret af tykke babyfingre og et saligt smil. Sødt, måske. Men altså også en lille bitte smule irriterende.

Til gengæld så regner det og jeg har både en paraply og stribede gummistøvler, så det skal nok – trods alt – blive en ganske udemærket dag her, ligesom jeg håber det bliver det hos alle jer! Trut og muttes (og kys til dem som ikke forstår sønderjysk) herfra.