Der er noget jeg har holdt hemmeligt for jer. En lille nyhed som flere af jer måske har gennemskuet allerede. Jeg har fået endnu et barn (uden at have været gravid, må jeg hurtigt tilføje). Hun hedder Isatu, er otte år gammel og helt vildt sød. Hun er mit planfadderbarn, som jeg netop har mødt i dag i en lillebitte landsby langt ude på landet i Sierra Leone. Vi blev budt velkommen med sang, dans og utallige tandløse smil fra de venlige og glade beboere og jeg er temmeligt sikker på at både de og jeg fik en oplevelse for livet.
Der kan vi virkelig lære noget af vores afrikanske artsfæller, når det kommer til at velkomme fremmede. For syv sytten, hvor blev jeg glad i låget over den modtagelse de gav os.
Meningen med at have fået et fadderbarn er, at jeg på den måde får lov til at følge med i en udsat afrikansk piges liv, indtil hun bliver voksen. Jeg får lov til at være en del af at bygge hendes lokalsamfund op og til at sikre hende og hele hendes generation en bedre fremtid. Det giver så god mening for mig og selvom jeg sidder med et dugfriskt stykke papir med en præsentation af “min datter”, så glæder jeg mig allerede til næste år, hvor jeg får en status og nogle flere billeder fra hende, som jeg kan vise mine drenge, så vi kan få os en snak om hvilken forskel det gør for “vores barn” at vi donerer hvad der svarer til en latte om ugen.
Selve besøget var ganske overvældende fra start til slut. Vi blev blandt andet hilst velkommen af byens høvding, som lige inden vi skulle til at tage afsted tog fat i min skulder og bad mig om at tage et billede af ham. Således befandt jeg mig for få timer siden poserende foran mit eget kamera i selskab med en vaskeægte stammehøvding. Dét var knagme en souvenir der var noget ved at tage med hjem.
