Helt tidligt i morges kom han kravlende ind i sengen til mig. Han krøb ind under dynen og krøllede sin lille krop helt ind til min og hviskede, “mor, må jeg ikke godt holde fri med dig i dag?”.
Oooom han måtte! Jeg var jo ved at dø af kærlighed over hans fine facon og hvis der er noget jeg er glad for, ved at være selvstændig, så er det, at jeg selv bestemmer min arbejdstid og derfor altid kan holde fridage med mine børn, når de (eller jeg!) har behov for det.
Således gjorde vi os klar, afleverede Peter i vuggestuen og tog bussen ind til kontoret, hvor jeg lynhurtigt forberedte et indlæg, besvarede et par mails, inden vi stak på en nærliggende café, hvor jeg skulle holde et møde, som Jens altså fik lov til at være iphone-spillende tredjepart ved. Fluks efter mødet afsluttede vi arbejdsdagen og tog efter Jens’ ønske videre i Tivoli, hvor han allerede har trukket mig igennem så mange karruseller som vores sult tillod os og inden vi søgte ly inde i Hvalen, hvor Jens spiser pandekager og ser Rasmus Klump-tegnefilm, imens jeg i en ruf har forfattet nærværende blogindlæg.
Kæft, hvor er det godt altså. Og vi har endda et par timers solotid endnu, inden vi skal tilbage mod Østerbro.
Jeg. Er. Fan.
“Det er verdens bedste dag, mor” har Jens sagt flere gange og jeg er simpelthen så overdrevet glad for, at der ikke skal mere til, end en fridag, bare ham og mig.