Jeg faldt i aftes over en (træt) mors nytårsforsæt (læs det her). Først grinede jeg højt, fordi jeg i høj grad kunne genkende mig selv i det hun skrev og fordi jeg synes det er så befriende, når nogen “tør” at hænge sig selv til tørre og fortælle om hvor nederen moderskabet af og til kan føles. For jeg skal være den første til at indrømme at mit eget moderskab – i særdeleshed i de perioder hvor søvnfrarøvelse spiller ind og sparker mig hårdt i mellemgulvet – også kan føles mere som lort, end som lagkage. Der er perioder hvor jeg både ligner og føler mig som en slasket karklud. Som der selvfølgelig skal være plads til og som vi aldrig må underkende. Men det er, siger min erfaring mig, heldigvis aldrig vedvarende. Ret hurtigt blev min latter derfor afløst af en eftertænksomhed og en tristhed over, hvor meget jeg oplever at vi – eller i hvert fald mange af os – kvinder gemmer os bag vores moderskab.
Vi taler ofte med passion og engagement om vores store drømme. Drømme, som vi i den efterfølgende sætning benævner, at vi ikke kan følge på grund af børnene. Vi kan ikke lige tage et år på pubcrawl i Asien eller søge den lederstilling vi så gerne vil have, for slet ikke at tale om at ses med vores veninder tre aftener om ugen, eller komme i træningscentret efter arbejde hver dag.
Vi vil i hvert fald ikke; for så er vi ikke “gode mødre”.
Moderskabet bliver en sutteklud for de ting vi ikke tør kaste os ud i og jeg synes ærligt talt det er drønærgeligt, for selvfølgelig kan vi stadig følge vores drømme, bare fordi drømmen også inkluderer børn.
“Jamen vores børn er det vigtigste i verden og vi får aldrig tiden med dem igen” siger vi, når vi endnu engang takker nej til at bruge tid for eller på os selv, væk fra børnene.
Jeg elsker mine børn betingelsesløst, som jeg plejer at fortælle dem, helt ud til stjernerne og månen og til Pluto og tilbage. Fuldstændigt som alle andre mødre elsker deres børn. Men den kærlighed betyder altså ikke, at jeg ikke stadig også gerne vil leve mit liv. Jeg vil aldrig overse mine børns behov, men jeg vil så sandelig stadig have lov til at tilgodese mine egne samtidig.
Nytårsforsættet jeg læste, handlede i bund og grund om, hvordan denne mor var blevet provokeret af en veninde(uden børn)s nytårsfortsæt, fordi moderen mente, at det højeste hun selv kunne opnå midt i sit moderskab, var et dagligt bad og at tage mindre grimt tøj på. Selvfølgelig pakket ind i humor og en god portion selvironi, som hun hyldes for, sådan som vi mødre kan hylde hinanden når det kommer til at anerkende, hvor hårdt det er at være mødre og hvor okay det er, at skrue forventningerne helt ned.
Men ved I hvad? Jeg vil sgu’tte finde mig i at være sløset og uambitiøs, bare fordi jeg er blevet nogens mor. To gange, ovenikøbet.
Bevares, mine nytårsforsætter eller livsmål generelt handler ikke længere om bungy-jump eller livsfarlig hajdykning, men til gengæld om at gøre en positiv forskel for andre. Jeg tror ikke jeg er en dårligere mor, når jeg går forrest i jagten på min egen lykke og mine egne mål, hvadenten det så handler om sportslig aktivitet, skønhedsrutiner, karriereræs, velgørenhed eller slet og ret ekstra kys på min mand eller mine børn. Jeg vil lære mine børn, at de også en dag skal gå ud i verden og være en del af den – også uden mig. Jeg vil lære dem at man kun kan opnå sine mål ved at gå efter dem og at livet er for kort til at lade sig nøjes.
Jeg vil være en god og kærlig mor, som nogle gange er fuld af overskud og kastelege, men som fandeme også nogle gange er for træt til at lege og som nogle gange prioriterer neglelak over togbaner. Jeg kan ikke være tilgængelig hele tiden og faktisk, så vil jeg heller ikke være det. Jeg vil også leve mit eget liv, med mine egne drømme, ambitioner og mål, som mit moderskab ikke skal få lov til at sætte en stopper for. Det tror jeg ikke jeg bliver en hverken mindre kærlig eller en dårligere mor af. Tværtimod, faktisk.
At være forælder er en af de største gaver i verden, men det er ikke den eneste og jeg vil altså vove at påstå, at livet ikke går i stå, bare fordi man får børn, det kræver “bare” kreative løsninger og en god portion hårdt arbejde. Til gengæld kommer der uanede mængder kærlighed til og jeg tror godt at vi kan favne det hele.
Det var bare lige det.