Kan I også høre det? Englene der synger? Fuldstændigt omtumlet vågnede jeg i morges efter at have fået lige knap otte timers søvn. Sammenhængende. Det kan jeg, med hånden på hjertet ikke huske, hvornår jeg sidst har prøvet. Ovenikøbet vågnede jeg op til at den søde Christina fra BitteBitte.dk havde lagt et indlæg ud, hvor jeg har svaret på 20 spørgsmål til hendes bloggervenindebog, som I kan læse HER.
Hotellet vi har overnattet på har været over al forventning. Sengen var blød, hjørnerne var rene, maden var god og vandet i bruseren her til morgen var gudskelov ikke sådan rigtigt varmt.
Jeg mistænker bydelen for at være af den pænere slags her i Freetown, som er hovedstaden i Sierra Leone. De omkringliggende huse er i hvert fald primært bygget af mursten, som jeg umiddelbart tænker er over den almindelige standard.
Byen her blev grundlagt for lidt over 200 år siden, da slaverne fra Amerika blev frigivet og sejlet her til. Freetown, som dog sidenhen har været alt andet end fri.
I mere end ti år var landet hærget af en blodig borgerkrig, hvor titusindvis blev dræbt og omtrent en tredjedel af befolkningen flygtede til de omkringliggende lande. Kvinderne blev voldtaget og børnene blev kidnappet og brugt som bittesmå soldater i den voldsomme krig. Når Signe, medarbejderen fra Plan Danmark, som er rejst med os, fortæller om de mange forfærdelige og voldsomme ting der er sket, er det virkelig svært at forstå, hvordan et land, som har været så udfordret, nogensinde skal komme ovenpå igen.
Krigen sluttede officielt i 2002 og jeg tænker derfor, at stort set alle voksne mennesker i landet formentlig har set (og måske gjort) en masse forfærdelige ting, som jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig – og de står stadig! Ovenikøbet efter den nyligt overståede ebola-epidemi, hvor tusindevis mistede livet til sygdommen og titusindvis af børn mistede deres forældre. Menneskerne vi har mødt indtil videre smiler til os når vi kommer og gør deres ypperste for at efterlade os med et godt indtryk af dem og deres land. Det kan være svært for mig at forstå og jo mere jeg tænker over det, des mere glæder jeg mig til at komme ud blandt de lokale og snakke med dem om, hvordan de har det. Jeg glæder mig til at lære mere om hvordan deres liv engang var, hvordan det er nu og hvordan de drømmer om at det skal blive.