Nøj, hvor var jeg mega nervøs præcis i dag for fem år siden! Jeg var gravid i uge 39+2 med et barn, som hvis det viste sig at være en dreng, skulle hedde Jens, efter Thomas’ afdøde far.
Egentlig gik jeg mest af alt og glædede mig. Drak hindbærbladethe, spiste ananas, rigeligt krydret mad og mindst ét stykke kage hver dag. Jeg glædede mig sådan til fødslen, som skulle foregå hjemme i vores lejlighed. Tænk, at det snart skulle være min tur.
Det måtte bare for alt i verden ikke blive i dag.
Jeg havde nemlig en kraftig fornemmelse af at jeg skulle have en dreng. Som altså skulle hedde Jens.
Ligesom den dreng jeg var børneforelsket i, i årevis, dengang jeg gik i folkeskolen. Den Jens, som havde fødselsdag d. 23. maj, hvor jeg altså på alle måder havde tænkt mig at knibe sammen, uanset hvor kraftige mine veer end måtte blive. Ellers ville det simpelthen blive for mærkeligt.
Hele dagen gik jeg på nåle.
“Var det en plukkeve?”
“Nej tak, jeg skal ikke have noget chili!”
“Heller ikke ananas”
“Sgu da ikke the – det er herrevarmt”
“Okay, jeg tror godt jeg kan have en snickers”
“Gåtur siger du? Nej tak, jeg tror bare jeg bliver liggende”
“Nej, jeg skal sgu ikke ud og spise kage!”
“Knalde?! Du må da være sindssyg!”
“Jeg tror altså det var en plukkeve”
“Fuck”
“Jeg kunne altså godt have den snickers…”
“Virkelig godt”
“Åh nej, jeg tror måske det der var en lillebitte ve”
“Okay, det var en prut”
“Henter du den snickers?!”
“Hvad mener du med at jeg selv kan hente den?”
“Det er faktisk ikke særligt sundt at indånde luften herinde midt i byen”
“Ej, i parken lugter der nogle gange af tis”
“Nu starter De Unge Mødre”
“Tager du ikke også lidt is med?”
“Du skynder dig, ik’? Tænk hvis vandet går imens du er væk”
“… Og et par lakridser”
“… Ja, dem med bogstaverne”
“Og sød finsk lakrids, hvis de har”
“Ej, det er altså gået igang”
“Du gider jo alligevel ikke at se det”
“Hvad mener du med at der er en dokumentar på dr2?”
“Det magter jeg ikke”
“Husk snickers!”