Lige siden jeg for længe, længe siden, satte tænderne i min aller første Croque Madame, har jeg været solgt til stanglakrids, fuldstændigt på samme måde, som jeg har det med kartoffelpizza toppet med store mængder gederulle. Det er komplet og helt og aldeles undervurderet og en smagseksplosion, som i dén grad tiltaler mine smagsløg.
Derfor har jeg også været på noget der, indtil i dag, har været en hemmelig mission. Jeg vil finde Københavns – efter min beskedne mening – bedste Croque Madame og jeg har derfor, siden vi er flyttet herover for snart to måneder siden, indtaget verdens bedste, mest fedtede toasts – som det i mange henseender i virkeligheden bare er – på alle de caféer jeg har været på, som har serveret det.
Indtil videre fører Jean Claude ved Nordre Frihavnsgade stort og prangende, imens Laundromaten på Elmegade altså – efter min mening – bør overveje at skifte enten kok eller menukort, når det kommer til de krukkede madammer.
I dag til gengæld, indtog jeg den på Granola på Værnedamsvej. Det var en på mange måder en dejlig oplevelse; med udemærket luksustoast, god kaffe og ualmindeligt godt selskab. Dog var der lige det lillebitte “men”, da jeg skulle på det lille hus, og på en eller anden måde ikke formåede at låse døren til trods for at jeg drejede på nøglen, hvilket selvfølgelig resulterede i, at bedst som jeg sad med bukserne om knæene og øjnene koncentreret mod telefonen, stak en fremmed kvinde pludselig hovedet ind på det trange toilet.
“Øhhh.. Undskyld!” sagde jeg en smule befippet og trak døren til mig, imens jeg håbede på, at kvinden, ligesom jeg, er typen der tager sin telefon med på tissepause. Hvis ikke, så var det sgu lige før det havde været pinligt.
