Han har lige smidt sig i sofaen inde i Andedammen, min Jens. Lige siden i morges da vi stod op, har han snakket om at han bare så gerne ville med mig herind, fordi han synes det er det bedste sted i hele verden. Hvorfor det lige er blevet det bedste sted, aner jeg ikke, men han elsker at være her og jeg elsker at have ham her. Også selvom han lige nu har placeret sig inde i rummet ved siden af, med hørebøffer på og blikket rettet koncentreret mod min telefon.
For fanden altså, jeg ved godt det er en klichée, men for hvor jeg dog elsker ham vederstyggeligt højt og jeg kniber mig selv i armen ved tanken om, hvor heldig jeg har været med dem der er mine. Mine søde, raske og levende børn, som jeg elsker. Det havde jeg bare lige brug for at skrive.