Ind i mellem er jeg lige ved at falde på halen over min lille, store Jens og hans vokabularium. Han bruger en masse ord, som jeg er ret sikker på jeg ikke selv fattede en bjælde af, før jeg ramte konfirmationsalderen og for længst havde kværnet mine første tyve ungdomsromaner.
Forleden, da der var noget han ikke havde lyst til, argumenterede han med at “sidst jeg prøvede, var det ikke en udsøgt fornøjelse, så det vil jeg ikke“. Say whaat?! Han kan også finde på at sige “det kan jeg godt acceptere” eller “mor, du skal lige være lidt stille, så jeg bedre kan koncentrere mig“. Holy shamoly, min lillebitte dreng bliver stor og kompetent og jeg føler pludselig at det er sket natten over. Jeg ved selvfølgelig godt at han på mange måder er stor – tre et halvt år – men han er altså også stadig virkelig lille. Han er stadig min baby. Også selvom jeg nu har en endnu mindre baby.
Hans sprog forundrer mig igen og igen; ikke alene bruger han en masse komplicerede ord; han bruger også vendinger, som vitterligt kan give mig problemer med at holde masken. Vendinger, som jeg kan høre mig selv, en voksen kvinde (med hang til halvdårlig humor), sige.
Forleden havde vi følgende samtale:
Jens: Nogle gange er Klara stor, nogle gange er hun lille.
Mig: Klara er faktisk ret stor. Hun bliver 6 år, før du bliver 4 år.
Jens: er det rigtigt?
Mig: ja
Jens, som lægger hovedet på skrå: virkelig?
Mig: ja
Jens, som nu sætter begge hænder i siden og løfter let på det venstre øjenbryn og vrænger: seriøst?!
Seriøst?! Det er sgu da ikke et børneord. Hvor blev min (største) baby af?!