I forgårs gjorde jeg noget, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at dele her på bloggen, af bare pinlighed over hvor slatten min rygrad tilsyneladende er, når det kommer til mad. Men det er som om, at mine fingre ikke kan lade være med at race hen over tastaturet, for at ramme de bogstaver der tilsammen danner historien om den dag jeg gik på juicekur. Juicekur af den autonome slags, vel at mærke. Der hvor man gerne må drikke kaffe imens.
En af mine aller, allerbedste veninder, er sådan en møgirriterende type, med verdens fladeste mave og en rygrad (og garanteret også baller) af stål. Hun er typen, der lige – ganske uanfægtet, naturligvis – klarer en 7-dages juicekur, imens jeg kværner bland-selv-slik og spiser hvedeboller lige foran hende, uden at hun så meget beder om at dufte til det.
Men altså, selvom jeg godt ved, at hun er sejere end de fleste; eller i hvert fald sejere end mig, så havde jeg alligevel tænkt, at jeg da godt kunne klare bare en enkelt lillebitte dag på juicekur. Jeg skulle alligevel ikke andet end et overskudsagtigt smut forbi kosmetologen, arbejde hjemmefra (som altid) og passe mine børn (endnu mere som altid). Easy peasy.
Morgenjuicen blev skyllet ned med to kopper kaffe, inden jeg – i første gear, fordi jeg endnu ikke har fået afleveret min cykel til overordentligt tiltrængt service hos cykelhandlere – cyklede afsted. Alt gik så fint. Både smil og mentalt overskud var i top og hold nu kæft, hvor følte jeg mig sej! Sejere end sej og helt og aldeles ovenpå.
Mere juice, mere kaffe og usandsynligt mange toiletbesøg (som jeg blandt andet har skrevet om på tregodegrunde.dk i går) senere, fandt jeg mig selv i børnehaven, hvor Jens kom løbende imod mig, faldt mig om knæene og bønfaldt mig, om ikke nok vi skulle tage på café og drikke varm kakao. Tjoe, tænkte jeg, man kan vel også godt få juice dér. Eller kaffe.
På vej hen mod caféen blev Jens pludseligt akut sulten. Hans mave skreg efter mad, som kun en fire-årigs mave kan gøre det; og selvfølgelig skulle han da have noget at spise, min stakkels eftermiddagstrætte dreng, så jeg bestilte ham noget mad. Det eneste problem var, da spejlæg og ristet rugbrød sirligt blev serveret af den søde servitrice, at han ingenlunde gad spise det. “Nej tak, jeg er ikke sulten” sagde han, imens han gumlede på en kvart skive rugbrød. Fuck. Det duftede SÅ godt og jeg var faktisk også begyndt at blive lidt sulten. Forstået på den måde, at jeg var ved at dø af sult.
Peter!
Selvfølgelig! Min Peter skulle selvfølgelig bare spise maden. Min lille, tykke, glade og evigt sultne Peter, kunne komme mit mundvand til undsætning og kværne maden i en ruf, inden jeg ville sætte tænderne i det. Tak, skæbne.
Nej tak.
…
F.U.C.K.
Han gad ikke spise det. Ingenting.
Ni timer og tyve minutter efter jeg var stået op og havde besluttet at gå på et lillebitte døgns juicekur, sad jeg på café, sammen med mine to små drenge og smed min rygrad over bord. Jeg droppede juicekuren og skyllede lynhurtigt drengenes mad ned med min kaffe, inden jeg skyldigt tog hjem. Og jeg skulle stadigt tisse. Hele natten, faktisk.