Med bævrende knæ og en knude i maven, trådte jeg ind ad den tunge dør, som førte mig og mine to medstuderende ind på fødeafdelingen. Jeg havde gået på jordemoderuddannelsen i en måneds tid og var blevet sendt i observationspraktik, for ligesom at “skille fårene fra bukkene” som vores vejleder fortalte os. Planen var, at vi i løbet af de tre dage, skulle overvære mindst én fødsel.
Jeg var skide bange.
Indtil for fem uger siden, havde jeg i virkeligheden aldrig interesseret mig for fødsler. Bevares, jeg syntes da det var smukt at kvindekroppen sådan kunne præstere et barn og jeg var betaget af biologien, men i forhold til alle mulige andre 19-årige piger, var jeg ikke spor bedre reflekteret eller vidende, når det kom til graviditet og fødsel, til trods for at jeg var blevet optaget på jordemoderstudiet.
Jeg anede ikke hvad der ventede mig og da der pludselig kom et skrig af en anden verden, inde bag en lukket dør til venstre for mig, og jordemoderen, der fulgte os, i samme øjeblik sagde “hov, der er vidst én der føder snart, hvem af jer vil derind?” blev jeg så rædselsslagen, at jeg et lille øjeblik overvejede, om ikke bare jeg skulle sige tak for i dag og droppe det præstigefyldte jordemoderstudie, som jeg endnu ikke var helt afklaret om jeg havde lyst til at studere; mest fordi jeg overhovedet ikke havde nogen anelse om hvad jordemodertitlen egentlig indebar. “Vil du ikke derind?” spurgte jeg den ene af mine studiekammerater. Hun havde et barn selv, så jeg formodede at hun ville være lidt sejere end jeg og det var med et forløsende suk, jeg kunne konstatere, at hun var meget begejstret for idéen og gik ind på fødestuen i følgeskab med en jordemoder.
“Fuck. Jeg tør ikke” tænkte jeg mange gange, lige indtil jeg blev mødt af en smuk sorthåret kvinde, som med røde læber og dybe øjne smilede til mig og bød mig varmt velkommen. “Hej, jeg hedder Mette” sagde hun “Jeg er jordemoder og jeg håber sådan at du gerne vil med mig ind på en stue, hvor jeg passer en fødende” og gav mig et varmt klem på skulderen, som forstod hun min akut opståede usikkerhed.
Jeg turde godt.
Inde på stuen præsenterede jeg mig selv for parret og forsøgte derefter bare at gå i ét med væggen. Jeg var bange for at sige noget. Især for at sige noget dumt eller forkert og heldigvis, virkede det som om både parret og jordemoderen syntes det var helt okay.
Efter et par timer og ditto glas saftevand, som jeg gjorde mig selv til stuetjener for, fik den fødende pludselig meget ondt. Hun jamrede sig og hulkede at hun ikke kunne mere.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg havde lyst til at tilbyde hende at jeg kunne tage smerterne for hende, men jeg vidst jo godt, at det ikke var en mulighed. Jeg fik tårer i øjnene over at se den stærke, kompetente kvinde give op på sig selv. Lige indtil jordemoderen gjorde noget helt fantastisk, som sidenhen har plantet sig dybt i min jordemoderbevidsthed.
Jordemoderen satte sig i sengen, helt tæt på kvinden, lagde hånden på kvindens lår og blev der. Hun tog vare på hende og viste nærmest moderlig omsorg og jeg forstod pludselig, hvad det var en jordemoder skulle og hvad der var så særligt over lige netop dét fag, som ikke længere skræmte mig, men som jeg derimod higede efter at få en bedre forståelse for. Det gode menneskearbejde i de akut opståede situationer var dét, der for alvor kom til at betyde noget for mig.