“Man skal aldrig spise mere end at man har plads til en ristet hotdog” sagde min far altid til mig da jeg var barn og jeg har sidenhen, i mit spæde voksne liv, af og til taget mig selv i at bruge den eksakt samme vending, selvom jeg egentlig aldrig helt har forstået hvad den går ud på, fordi jeg – som oftest i hvert fald – kun kan spise én ristet hotdog.
Derfor ville udsagnet i mit tilfælde selvsagt betyde, at jeg stort set aldrig skulle spise noget og dét ville da være en skam, når nu jeg så godt kan lide mad.
Til gengæld slog det mig forleden, at jeg stort set aldrig spiser mere, end at jeg stadig har plads til en træstamme. Ikke engang, når jeg har spist en træstamme skal jeg se mig for fin til lige at kunne klemme en ekstra én ned og jeg tror sør’me at jeg med den erkendelse, at jeg langt om længe har forstået hvad min far egentlig mente med den der hotdog. Han kan jo for dælen bare godt lide hotdogs, på samme måde som jeg godt kan lide træstammer.
Det tog også bare 29 år. Og elleve måneder.
… Og nu har jeg fået lyst til træstammer. Heldigvis er der ingen rigtigt-voksne der kan fortælle mig at jeg ikke må spise den slags til morgenmad, så min mandag er hermed skudt igang med mission-find-træstamme-før-frokost. Man skal jo gøre hvad man kan, for at mandagen bliver en god start på ugen, ikke sandt?