Egentlig var jeg overbevist om, at det var på grund af drengenes jetlag, som de har skrabet til sig efter at have krydset Atlanten to gange på en uge, at de sov længere end sædvanligt om morgenen. Jeg mener, de var trods alt – på skift, selvfølgelig – også vågne om natten. Ja, jeg var selvfølgelig ikke vågen på skift, jeg var bare vågen. Uden at have jetlag, i øvrigt, hvis nogen skulle være i tvivl.
Alligevel kan jeg i skrivende stund, lørdag morgen klokken 08.29 hvor jeg sidder i min seng med min computer i skødet, ikke lade være med at klappe i hænderne! Sagen er nemlig dén, at mine drenge har sovet sødt i deres egne senge igennem de seneste to nætter. Uden jetlagstendenser eller behovet for at krybe ind i min seng, hverken for at vække mig eller for selv at sove trygt videre. De har bare sovet.
Så godt, at de gør det endnu.
Tænk, hvis jeg virkelig – langt om fucking længe – har fået børn, der er så store, at de rent faktisk kan sætte pris på at have muligheden for at sove lidt længere end sædvanligt, når det er weekend.
Tænk, hvis jeg ikke længere skal være sådan en mor, som gør alt op i muligheden for sammenhængende søvn.
Søvnen – eller altså, manglen på den – har uden tvivl været dét, der har givet mig de allerstørste udfordringer i mit moderskab og selvom jeg selvfølgelig altid godt har vidst, at lige akkurat dén udfordring ikke varer evigt, så var det alligevel begyndt at føles en lille smule sådan. Ikke længere på vi-sover-aldrig-måden, men mere på vi-står-altid-tidligt-op-måden.
Jeg ved selvfølgelig godt, at det er noget nær verdenshistoriens vildeste jinx at jeg overhovedet skriver alt det her, men taget i betragtning ovenstående i kombination med at Jens ligefrem jublede i aftes, da jeg fortalte ham at jeg ikke skulle vække ham her til morgen (og at Jens i øvrigt er Peters absolut største forbillede) ja, så er det sgu lige før jeg tror på det. Om ikke andet, så bare weekenden ud.
Please…