Som de fleste af jer måske allerede ved, var jeg et smut inde forbi Aftenshowet i går, hvor jeg sammen med Anna Libak og Mads Christensen, havde fået den fornøjelse at snakke lidt vores holdninger til at opdrage på – eller måske nærmere, at irettesætte – andre børn end sine egne.
Allerede i sminkerummet, da make-up-artisten sagde, at det sørme var et brandvarmt emne jeg var inviteret i studiet for at tale om, slog det mig, at der formentlig fandtes en hel masse mennesker, som måske ville synes, at jeg med mine holdninger var helt og aldeles forkert på den.
Da Mikkel Fønsskov under briefingen, inden programmet blev sendt, også nævnte at det formentlig var et emne som ville “dele vandene, begyndte jeg at blive en smule nervøs. Tænk hvis hele familien Danmark ville synes at jeg var forkert på den?
Heldigvis var Mads en gevaldig guttermand til at få mig til at føle mig godt til rette inden vi skulle på og bummelum, så kørte bussen; jeg glemte alt om nerver og skulle flere gange bide mig selv i tungen for ikke at fortælle en hel masse mere af det jeg havde på hjerte. For der var en hel del mere end det I kunne se i programmet (eller til de af jer der ikke har set det: som I kan se HER).
Kort sagt, så ja, jeg synes det er helt okay at irettesætte andres børn, så længe man gør det på en sød og ordentlig måde. For mig handler det ikke et pjok om at opdrage på andres børn, men i højere grad om at løfte det ansvar jeg synes man har som voksen, i forhold til at hjælpe børn med at få korrigeret en eventuelt uacceptabel adfærd, uanset om det så er i hjemmet, på legepladsen, i bussen eller i netto.
Jeg synes det er skide ærgeligt at så mange som undersøgelsen (der henvises til HER) viser, er så menneske- og relationsforskrækkede at de ikke “tør” irettesætte et barn, som opfører sig på en uacceptabel måde, fordi de er bange for den konflikt der eventuelt måtte opstå.
Vi er jo for pokker allesammen mennesker og vi vil grundlæggende hinanden det bedste og især vil vi selvfølgelig vores børn det bedste og for mig at se, er det nu engang det bedste for mine børn, hvis de er sådan nogle som andre mennesker faktisk bryder sig om at være sammen med. Dét kræver naturligvis at de ved hvordan man skal opføre sig, men fordi de “kun” er henholdsvist 1 og 4 år, ved de ikke altid selv hvad der er god og hvad der er dårlig opførsel, ligesom de – især min ældste, som dog har lært en del om opførsel og egen indvirkning på andre – af og til slet og ret ikke tænker over konsekvenserne af hvad de foretager sig. Til dét har de brug for nogle kærlige og omsorgsfulde voksne, som kan vise dem vejen og fortælle dem, hvordan man bedst begår sig i de givne situationer. Ligesom jeg forøvrigt også er overbevist om at de vil have behov for voksne til at hjælpe dem med at lære at manøvrere indenfor de sociale spilleregler på en god måde, når de bliver ældre.
Ærligt, så ville jeg selvfølgelig foretrække hvis Thomas eller jeg altid kunne være på pletten og være de voksne der skulle korrigere drengene, når de træder ved siden af, men med hånden på hjertet så er det langt fra muligt og når jeg mærker efter indeni, tror jeg faktisk også at det er for det bedste, at mine børn lærer, at de selvfølgelig skal lytte til andre voksne også, ligesom de skal lære om og at respektere de givne adfærdskodeks der er i de forskellige sociale sammenhænge de indgår i. Ansvaret – synes jeg – bliver for stort, hvis vi som forældre ikke tør hjælpe hinanden.
Jeg er selvfølgelig med på, at der er forskel på hvordan en irettesættelse foregår i forhold til barnets alder og den kontekst man befinder sig i, men uanset hvad, er jeg af den overbevisning at vi gør både os selv, vores børn og vores samfund en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi ikke løfter i flok og tør tage lidt ansvar for hinanden. Så længe vi gør det på en kærlig og omsorgsfuld måde, kan jeg i hvert fald kun se fordele.
Hvad siger I? Er det okay at irettesætte på andre børn end sine egne? Hvornår, hvordan og hvorfor?