Jeg havde lige netop taget en bid af min is og konstateret at det tykke lag guf havde den helt perfekte smag og konsistens, da Peter bad om lov til at smage.
Selvfølgelig, tænkte jeg, hjemme hos os deler vi og jeg tænkte på, hvordan jeg af og til også selv får lyst til at smage dét andre spiser, når jeg har noget andet liggende på min tallerken.
Peter smagte min is og slikkede igen på sin egen, hvor efter han tydeligt konstaterede at min smagte bedre end hans. Ikke at jeg kan fortænke ham i det; min var en sirligt udvalgt vaffelis med chokolade- og oreo-is med guf på toppen, imens hans var den mere børneappellerende “tornado” som vist mest kan dét, at ispinden kan bruges som en fløjte.
… Og således gik det, at jeg, to minutter senere, stod og kiggede på Peter, der med største velbehag slubrede min is i sig, imens jeg selv fik den meget lidt udsøgte fornøjelse af at spise resterne af en meget, meget kedelig tornado.
For ja, selvfølgelig må han få min is. Det er bare en is og jeg er bare hans mor.