Jeg sidder med ryggen mod dét, der må være verdenshistoriens hårdeste pude og fødderne under dynen, der er sirligt foldet i fodenden af sengen. Over mig hænger et havblåt myggenet, som igennem de mange lag, der hvor det folder, lige akkurat tillader mig at kunne se fjernsynet, som jeg ikke orker at tænde, på den lille skænk i den anden ende af rummet. Jeg er, sammen med Shaka Loveless og Anders fra SOS-børnebyerne, landet i Somaliland og velankommet til hotellet, som udover at give mig et sted at sove, rent faktisk også byder på vand i både toilet og bad, hvilket jeg, efter temmeligt mange rejsetimer (og virkelig meget bland-selv-slik fra lufthavnen i Stockholm) sætter usædvanligt stor pris på. Og kaffe. Godtnok – og på trods af at vi nærmest bevæger os på grænsen til Ethiopien – dårlig kaffe, men kaffe.
Som I måske har fornemmet fra nogle af mine blogindlæg fra den sidste tid, så har jeg været en kende nervøs for turen her til Somaliland, men efterhånden som præ-savnet til mine børn og den pakning jeg hele tiden udskød tog over(hånd), er min nervøsitet dalet. Og heldigvis for det, for her virker både trygt og rart at være og selvom der godt nok står et par bevæbnede vagter udenfor hotellet og alt i øvrigt er ganske anderledes end det jeg kender hjemme fra trygge, lille Danmark, så føles det ikke spor farligt.
Ovenpå nattens lange rejse, tog vi et hurtigt hvil på hotellet, inden turen gik ud til SOS Børnebyen her i Hargeisa og hold nu op, sikke et sted, altså! Hvis ikke jeg allerede var tryg ved at være her i forvejen, så blev jeg det der. Medarbejderne vi mødte var nogle af de mest passionerede og venlige mennesker jeg overhovedet kan komme i tanker om nogensinde at have mødt og børnene – suk altså – de var (selvfølgelig) så søde, at bare en brøkdel havde været mere end rigeligt.
Der var blandt andet en lille, skøn pige, som for nyligt var kommet til SOS børnebyen, efter at hendes mor desværre var ude af stand til at tage vare på hende, som stormede direkte ind i mit hjerte. Hun nærmest sprang op i armene på mig og viste mig med store armbevægelser og masser af lyde, som jeg ikke forstod et kvæk af, hurtigt hvor hun boede og hvor vi altså skulle gå hen. Hun var en del af en større “søskendeflok” og det var helt tydeligt, at hun – på trods af, at hun var den yngste – styrede slagets gang derhjemme. Hun prøvede i hvert fald på det, som en ægte lille diva Det var fuldkommen vidunderligt at se den lille pige, som så åbentlyst stortrives i sit nye hjem, med nye “søskende” og en ny, kærlig SOS-mor, når jeg samtidig vidste at hun for bare et halvt år siden, stod overfor en ganske grusom skæbne, hvis ikke hun havde fået muligheden for at komme ind under SOS Børnebyernes vinger.
Hele stedet emmede af glade børn, som synes at trives med hinanden i en gensidig og nærmest familiær respekt og jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage dertil i morgen, hvor jeg tænker, at jeg skal have gang i nogle af de sæbebobler og balloner jeg har medbragt til formålet.
Udover at lege med børnene og snakke med de voksne, skal vi i morgen også introduceres til det kommende akut-hus henne i Børnebyen, som faktisk er noget af dét midlerne fra dette års Danmarksindsamling kommer til at gå til. Et hus der, så vidt jeg har forstået, kommer til at fungere som en slags “visitationshus” hvor nogle af de mest udsatte børn, der kommer ind, vil blive visiteret til de bedst mulige tilbud, som for nogle vil betyde plads i de traditionelle familiehuse, imens det for andre måske vil betyde at de får en lokal plejefamilie eller ydet lokal støtte til deres egne familier, hvis de er så heldige at have dén slags. Et hus og en funktion, som i mine øjne virker som en fremragende idé, for at kunne hjælpe endnu flere børn, til at kunne få et trygt og godt barndomshjem.
Det bliver godt, gør det. Først skal jeg bare lige have indhentet alt det søvn jeg ikke har fået i nat. Godnat herfra – og tak til alle jer, der har sendt mig søde og bekymrede beskeder i forbindelse med min rejse. Jeg er i live – og mere end ok ♡
