Lige pludselig er det gået op for mig, at Peter begynder at blive stor og jeg er lige dele stolt og desperat. Bevares, han er selvfølgelig ikke stor-stor, og ikke engang på vej til at blive det, men han er lille-stor og jeg kan med ét nærmest ikke følge med.
Jeg har selvfølgelig længe vidst at han ikke længere er helt lillebitte og jeg har også tidligere benævnt hvor skønne jeg synes to-årige er, hvilket naturligvis indebærer nogle af alle de søde, sjove, skøre og gakkede ting der pludselig kommer ud af det lille flødekindsrunde menneske, som helt givetvis betyder, at han bliver både større, klogere og bedre til alt muligt.
Alligevel kom det bag på mig da han i går pludselig – helt uden hjælp – lagde et rigtigt puslespil. Ikke bare de der små træpuslespil, som han har brugt adskillige timer på det seneste år. Heller ikke de der puslespil i en lille papramme, hvor man kan se alle brikkers form i underlaget, men et rigtigt puslespil med 24 brikker til fri sammensætning. Alene. Min Peter.
Min lillebitte Peter og det lyserøde Barbapapa-puslespil. Fuck, man. Lillebitte, søde, dejlige og snart-store Peter.