Okay, jeg indrømmer det: Jeg tog ikke cyklen ned til Fru Palland, som jeg ellers så flot havde pralet med i morges. I mellemtiden fik jeg nemlig slæbt mit morgentrætte korpus ud af sengen og rullet gardinerne fra, for at blive mødt at tunge skyer og våde gader. Som altså ikke er en særlig god kombination, når man, som jeg, ikke har noget rigtigt regntøj, hvis man samtidig gerne vil cykle.
Jeg tog bilen og kørte ned til halmtorvet, som danner krydsild af kødbyshipstere og triste skæbner fra Skelbækgade, hvor inspirationssnak, opmåling og et væld af smukke, smukke kjoler hos Anne, som forøvrigt skulle vise sig at være endnu mere vidunderlig end jeg havde forestillet mig, var på dagsordenen. Anne, skrædderen der altså skal sy min bryllupsfestkjole, er både så sød og så pæn og så god til at rose, at jeg gik ud derfra og næsten følte at jeg havde fået en ny veninde.
Vi fik snakket stof, farve, (krops)form, længde og alt den slags, som er så enormt hyggeligt og som fik mig til at føle mig helt vildt speciel! Tænk sig, at jeg får syet en kjole, som passer lige præcis til min krop. Kun til mig. Tanken om dét, slår altså både strandpromenader og amerikanervafler med flere banelængder og jeg kan næsten ikke vente til om en uge, hvor jeg skal ned og prøve kjolen – eller altså, dens bomuldsforgænger – for første gang.
Mit magelige valg om at tage bilen frem for cyklen, gav mig et par ekstra minutter derhjemme, som jeg velsagtens lige kunne bruge på, at sætte det hjemmelavede bord, jeg siden i går har fiflet med at få til at passe ind i vores lille køkken, op på de hyldeknægte som, sammen med et enkelt bordben, skal holde bordet. En smal sag for en handykvinde, som jeg ofte ynder at betragte mig selv som. Lige indtil jeg – med slagboremaskinen vel placeret i begge hænder og fuld hammer på det 6 mm murbor – pludselig fik et rap over nallerne i ledtog med en vildfaren gnist.
Helvede og sandaler! (apropos mine intentioner om at bande pænere)
Jeg havde boret lige direkte ind i én eller andet elektrisk installation! Lyset i køkkenet fungerede stadig, så jeg åndede lettet op, droppede at bore videre i det ene hul. Jeg fortsatte ufortrødent indtil jeg bare lige manglede at støvsuge, efter boremaskinens massakre før jeg kunne sige, at den ged, var så godt som barberet.
Støvugeren gjorde bare ingenting.
Ikke en fis, skete der, da jeg med højre fod forsøgte at træde støvsugeren igang. Et par gange gik jeg frem og tilbage imellem støvsuger og stikkontakt og forsøgte at træde både hårdt og længe på tænd-knappen.
Stadig ingenting. Larmende stilhed.
Lige indtil det gik op for mig, at det strøm jeg nogle minutter forinden havde boret i, måske alligevel var noget vigtigt noget. Som strøm jo typisk er.
Der var ingen strøm hverken i gangen eller i stuen. Forbistrede kamelsjakaler!
Heldigvis ved jeg at Google kender altid svaret – også selvom det af og til kan være lige voldsomt nok; for eksempel er jeg mere end én gang, så godt som blevet diagnosticeret skindød på google, når jeg har forsøgt at finde svar på, hvorfor jeg har haft ondt i anklen.
Google sagde elektriker og tårnhøj regning, som muligvis kunne blive nedsat til en omgang selvrisiko, hvis forsikringen dækkede. Så meget for at gøre alting selv. Tsk!
Trist og devalueret på egne evner skrev jeg en undskyld-sms til min mand, imens jeg ærgede mig over, at jeg ikke har bare en eneste lillebitte snickers liggende. Ikke én.
Cana Buttenschøn – verdens dårligste gør-det-selv-håndværker.
Hah! Troede jeg da lige; for med ét slog det mig, at der selvfølgelig forelå den lillebitte chance, at det bare var en sikring der var gået. Bare lige det.
Som det var. En skide sikring.
Gudskelov. Så altså, alt er godt i Holsteinsgade og jeg håber det samme gør sig gældende hos alle jer, der læser med.