Rundt om mig lysner himlen langsomt og jeg kan igen pludselig huske, præcis hvor jeg er. Bjernene skyder op bag disen, store, mægtige og helt vildt smukke. Jeg føler mig indrammet – og heldig for at sidde lige her. På en stol, med en kop kaffe og et stykke ristet toast au naturel.
Det varer ikke mere end en lille time før jeg igen sætter mig i en bil og kører tilbage mod den lille landsby i bjergene. Vi har tilbragt natten på et nærliggende hotel, hvor jeg for hovedparten af natten har været vågen og spekuleret over de mange mennesker og deres fremtid, jeg allerede har mødt. Det sniger sig virkelig ind under huden på mig, men jeg mistænker, at det også lige præcis er hvad Danmarksindsamlingen, som har inviteret mig med på deres pressetur, håber på; så på den måde er det selvfølgelig fint.
Ude i landsbyen – som i virkeligheden nærmere er et masse virkeligt små landsbyer, hvor husene ligger samlet i flokke på 5-10 stykker rundt på bjergsiderne – håber jeg på at finde nogle som kan fortælle mig lidt nærmere om deres sundhedstilbud i forhold til gravide, fødende og spædbørn, som jeg mistænker er ét af de steder tilbuddet er dårligst på trods af at der ofte, hos alle førnævnte er øget behov for sundhedstilbud og lægehjælp. Jeg tænker, at der jo må være en ganske god grund til at for eksempel spædbarnsdødeligheden hernede er langt højere end hvad godt overhovedet kan være og selvom jeg selvfølgelig har øjne i hovedet og godt kan se, at forholdene kun med meget lidt sandsynlighed, kan være udmærkede, så ville jeg også virkelig gerne forsøge at sætte mig ind i, hvordan det rent faktisk er at være i for kvinderne.
Samtidig har jeg forhørt mig lidt om muligheden for at kunne få lov til at overnatte hos en familie, som for eksempel dem jeg besøgte i går, for at jeg bedre kan få et indblik i, hvordan deres dag rent faktisk fungerer og det tyder i følge medarbejderne fra Folkekirkens Nødhjælp hernede på, at min mission kommer til at lykkedes. Således satser jeg altså på, at min nat kommer til at foregå på gulvet i en fremmed families hjem og jeg er eddermame spændt på hvordan – og hvor koldt – det bliver. Krydser I ikke lige fingre for at min sovepose klarer skærene? Så er I sgu søde!