Mine bange anelser om, at mange ville synes at jeg var gået for vidt med min lille – i øvrigt komplet uvidenskabelige – undersøgelse af kvinders kønsbehåring, blev heldigvis skudt i sænk, af virkelig mange besvarelser og kommentarer om emnet, som det skulle vise sig, at rigtigt mange, mod min forventning, havde lyst til at give sine meninger til kende omkring.
I min tid som jordemoder, har jeg selvklart set en del forskellige kvindeunderliv og jeg har, med hånden på hjertet, ikke en eneste gang, bidt mærke i nogen, som værende markant anderledes end andre. Alle kvinder er forskellige og vores frisurer og “udtryk” down there er fuldstændigt ligeså forskelligt som vores ansigter og hovedbehåring. Nogle har store næser, imens andre har små – you get the picture – men vi er alligevel skåret ud af det samme stykke. Et ansigt er et ansigt, såvel som at en tissekone er en tissekone.
Jeg forstår godt, at vores kønsdele er en privat sag for de fleste af os; det er dem vi (blandt andet) bruger til at reproducere os og vi bruger dem, når vi hengiver os seksuelt til vores partnere. Det er ikke en sag for alle og alligevel er det min opfattelse af vores kønsbehåring er det en lille smule – i særlig høj grad, bilder jeg mig ind, hos de yngre kvinder.
Flere skriver også i kommentarerne til mit spørgeskema, at de har lært at acceptere (og holde af) deres kønsbehåring med alderen og selvom det selvfølgelig er dejligt, så gør det mig altså også en lille smule ked af det. For hvad så med dem, som endnu ikke har opnået samme erfaring? Èn skriver endda selv, at hun tilhører den aldersgruppe, hvor hun barberer sig, for at være på den sikre side, når hun møder nye fyre og at hun håber at kønsbehåring engang kommer på mode (igen).
Det skal ingenlunde lyde som om jeg er fortaler for at kvinder skal gøre enten det ene eller det andet med kønsbehåringen; jeg er sådan set fuldkommen ligeglad, men jeg synes det er opsigtsvækkende, hvis intimbarbering bliver et socialt fænomen, hvor normen pålægger os, at “holde stien ren”, om man vil. Sådan er det i hvert fald mit indtryk at det tidligere har gjort sig gældende, hos de yngre kvinder (og mænd), som jeg nu kan forstå i nogen grad stadig er sådan.
Èn skrev, at hun havde hørt eller læst, at kønslæberne hos unge piger voksede, fordi der ikke var noget omkringliggende hår til at beskytte de ædlere dele – en tese jeg synes lyder interessant, omend jeg faktisk ikke tror den er helt sand. Jeg tror i langt højere grad det handler om, at vi – siden trenden med at barbere sine kønsdele dukkede op tilbage i 90’erne – er blevet opmærksomme på hvor forskellige vi faktisk ser ud og hvor få af os der rent faktisk ligner de lystige damer fra de frække film. Selvfølgelig, får jeg lyst til at råbe. Selvfølgelig ser vi forskellige ud forneden og selvfølgelig kan man bedre se det, når vi ikke er tildækkede af hår.
Heldigvis tyder det alligevel på, at det i langt højere grad end tidligere, igen er blevet vores egen sag. Knap 40% ser sig helst fri for kønsbehåring, hvilket altså lader mere end 60% stå tilbage med én eller anden form for kønsbehåring. Efter eget valg, smag, ønske og evne. Præcis sådan som det bør være – der skal være plads til alle; både kvinder som lægger månedslønnen i barberblade, kvinder som er helt au naturel og alle der befinder sig et sted midt i mellem: og lige præcis dét skal vi have frem. Jo mere vi italesætter at (det er okay at) vi er forskellige, des mere bliver det sandheden.
Hallelujah!
Alle kvinder er forskellige; vi ser forskellige ud – alle steder. I ansigtet, på brysterne, på maven og imellem benene. Nogen er korthårede, andre har fletninger imens nogle tredje er skaldede og ingen er bedre end andre. Selvom vi er forskellige, så ligner vi alligevel allesammen hinanden – i hvert fald i de store træk.
Krøller eller ej, det må være op til den enkelte kvinde at afgøre, så længe det føles godt. Jeg tænker også, at det må være den holdning til kroppen, de fleste af os gerne vil give videre til vores børn. Sådan er det i hvert fald for mig.