Så d’damer (og de enkelte herrer der i ny og næ forvilder sig herind), nu er vi altså nødt til lige at snakke om noget. Jeg sad i morges efter at have afleveret mine drenge og søgte dagens nyheder rundt om på det store internet, hvor jeg pludselig faldt over en artikel på tv2.dk, som – hvor forsvindende lille dens nyhedsværdi så end måtte være – fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om et ægtepar, som udover at være forelskede i hinanden også er forelskede i hver deres kæreste. Som de altså helt åbent også er sammen med.
… Say whaaaaaaat?!
Min umiddelbare – og meget snævertsynede, jeg ved det godt – reaktion var, at dét kan man sgu da ikke! Eller altså, det kan man selvfølgelig godt, men det kan da virkelig ikke være sundt. For nogen.
Lige indtil jeg så de små filmklip i artiklen, hvor især kvinden helt oprigtigt lod til at have den vildeste optur over sin situation, hvor hun beskrev den dobbeltportion af kærlighed, hun følte, at hun var så heldig at få, når hun nu var gensidigt forelsket i to mænd. De to mænd, som sad overfor hende og som tilsyneladende har et helt fint forhold til hinanden i øvrigt.
Så altså, dét kan man selvfølgelig godt. Have to kærester, altså. Åbenbart.
Eller hvad? Jeg har al respekt for de mennesker som lever i alternative og åbne – eller polyamorøse, som det hedder – forhold, men jeg har alligevel virkelig, virkelig svært ved at forstå, hvordan det løber af stablen, uden nogen bliver kede af det undervejs. Sådan meget kede af det.
Hvis jeg tænker på de gange jeg selv har været forelsket, så har det ikke just været tanken om at dele – hverken min udkårne eller ud af mig selv – der har været mest nærliggende for mig, for at sige det på mådeholdent jysk. Hertil kunne det naturligvis være nærliggende at tænke, at der måske, i et mere etableret forhold, hvor den spæde og allermest altopslugende forelskelse har lagt sig, bedre kunne være “rum” til flere partnere, men her ser jeg altså alligevel nogle udfordringer. For eksempel tænker jeg, at hvis man lever i et lidt leverpostejsfarvet forhold, hvor der mangler lidt “krydderi” eller “ekstra kærlighed” eller hvad pokker det handler om, så må det være ganske vanskeligt at opretholde kærligheden – og måske især lysten – til sin partner, hvis man samtidig forelsker sig stormende i en ny. En ny, som man (altså jeg) formentlig ikke ville have lyst til at dele. Heller ikke med sin partner. Eller hvad?
Og hvordan mon det føles at være dén, der får at vide at éns partner har fundet – og har brug for – en anden OGSÅ at dele livet med. Shiiit, mand. Det må virkelig kræve nogle seriøse hår på brystet at kunne håndtere!
Jeg synes det er mega interessant og selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde bliver polyamorøs, så kunne jeg vildt godt tænke mig at vide noget mere om processerne bag. Hvad tænker I? Ville I kunne forestille jer leve i et åbent forhold på dén måde? Eller der måske endda nogen af jer der allerede gør det? Enlighten me, please!