Det er tidligt lørdag morgen og jeg har en stor knude i maven. Den er lavet af kærlighed og savn til mine drenge, som jeg, om noget der minder om fire timer, forventer at have i mine arme igen. I skrivende stund sidder jeg på en StarBucks i lufthavnen i Bruxelles og drikker denne uges første anstændige kaffe i en himmelkaldende samhørighed med lynhurtigt internet, som i dén grad har været en mangelvare for sådan én som mig, der godt kan lide at krænge mine oplevelser ud online. Det føles virkelig dejligt og virkelig forfærdeligt på samme tid.
For mindre end et døgn siden stod jeg med fødderne solidt plantet i slummen i Afrika og nu sidder jeg her og skal, som det eneste jeg skal tage stilling til, vælge om jeg vil have dobbelt eller tripple-shot espresso i min latte. Kontrasterne er absurde og jeg sidder nærmest og får en lille smule dårlig samvittighed over, hvor godt jeg har det.
Det kan synes så uretfærdigt at der er så stor forskel på verdens kontinenter og allermest uretfærdigt selvfølgelig at især ét kontinent er så ekstremt udfordret, som Afrika.
Kærlighedsknuden i min mave kommer i virkeligheden af at mine drenge og jeg lever et trygt og godt liv. Vi har alle en nogenlunde virkelighedsstemmende forventning til vores hverdag og der er, når alt kommer til alt, ikke de store udsving i vores liv. Vi har syv-ni-tretten aldrig været ramt af livstruende sygdomme eller katastrofer i vores lokalsamfund. Kriserne har holdt sig på et minimalplan, hvor de primært har handlet om noget så ligegyldigt som flyverdragter og opvask. Vi ved hvor vi har hinanden i et gensidigt kærlighedsbånd, hvor vi ønsker hinanden alt godt i verden.
Derfor gør det ondt lige nu – fordi jeg savner og fordi jeg ved at mine drenge gør det samme. Jeg er – især med Peter – ikke sikker på, om de forstår hvorfor jeg er væk og om jeg nogensinde kommer tilbage. Jeg føler, selvom jeg ved at min rejse kan være skelsættende for rigtigt, rigtigt mange mennesker ude i verden, at jeg har svigtet mine søde små, ved at lade dem i uvished, hvis ikke de forstår, når Thomas fortæller dem, at jeg kommer hjem igen.
Heldigvis kommer jeg hjem.
Svigtet er kortvarigt og skabt ud af noget godt. Savn. Kærlighed.
Kontrasterne flyver rundt i kroppen på mig og jeg håber at jeg langt ud i fremtiden vil kunne huske på netop denne følelse, fordi jeg tror det er sundt at huske på, at der findes millioner af mennesker i verden, som ikke er ligeså heldigt stillede som os.