Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Okay, i virkeligheden var det ikke så slemt, det der vintertid. Dagen gik fint og jeg har faktisk ikke været spor mere træt end normalt. For ja, jeg er – som jeg vil gætte på forøvrigt gør sig gældende for primærdelen af landets småbørnsforældre – tilnærmelsesvist kronisk en lillesmule træt; dog ikke mere end den nye fancy kaffemaskine, som Thomas og jeg fik i bryllupsgave, kan klare.

En tripple-latte til at kickstarte dagen på og så var jeg klar, sammen de øvrige medlemmer af Buttenklanen, til gåtur, indsamling af nedfaldne blade og legeplads, inden Jens og jeg, sammen med nogle af vores YndlingsØsterbroere, stak afsted til Børn i Byens prisuddeling i Glyptoteket. Et hyggeligt, men usædvanligt hektisk show, hvor jeg skal være ærligt at bekende, at mine begejstrede klapsalver ingenlunde rakte til uddeling af hele 19 priser. Slet ikke, fordi min egenavl efter den første halvdel – hvor han pænt sad oppe foran (imens jeg så mit snit til at knipse et selfie sammen med de flotte damer på billedet øverst) – kedede sig bravt og derfor i stedet satte kurs imod mit skød, hvor han tiltrak sig min opmærksomhed. Til gengæld fik det mig til at glæde mig endnu mere til prisuddelingen på torsdag, hvor der kun skal uddeles fire priser i løbet af en hel aften, hvor jeg forventer fuld servering ved bordene, en pokkers masse underholdning og bobler og drinks i lange baner, imens søde mennesker våger over mit afkom.

Tuttelu, hvor skal jeg mænge mig på den røde løber, sammen med alle de unge, smækre modebloggere, skal jeg så!

Velreturnerede fra prisuddeling, blev vi mødt af en overflod af bananpandekager, som nu per definition kan siges at være blevet en vaskeægte søndagstradition, hos YndlingsØsterbroerne. Sådan nogle smager jo usigeligt godt med en lille klat vanilleskyr, toppet med hindbær og hakkede nødder! Og så er de både sunde og vanvittigt nemme at lave (et bjerg af!). Opskriften har jeg skrevet HER.

DSC02470

Med det sagt og sovende børn, vil jeg sende min mand i biffen, inden jeg kaster mig hovedkulds over det fredagsslik jeg på grund af benhårde tømmermænd, først kan gå ombord i nu. En lille smule forbudt og vanvittigt godt!

Ha’ en forrygende søndag, hvadenten det er med eller uden pris, sokker, fjernsyn, bland-selv-slik, partnere, rødvin, selleri eller cola. Gi’ den gas!