Siden i fredags er det endnu engang rullet ind med spørgsmål og udsagn omkring sikkerheden ved hjemmefødsler og jeg har derfor valgt at forsøge at besvare nogle af spørgsmålene i denne uges udgave af JordemoderOnsdag.
Resume af videoen
Selvom de fleste godt ved at undersøgelser viser, at de det er ligeså sikkert at føde derhjemme som det er at føde på et hospital, så oplever jeg, at flere alligevel betvivler det, med spørgsmål som “Hvad så hvis man pludselig begynder at bløde derhjemme?” eller voldsomme udsagn som “Heldigvis fødte jeg på hospital, for jeg blødte meget kraftigt efter fødslen og hvis jeg havde været hjemme, er jeg ikke sikker på om jeg havde overlevet”.
Det ER ligeså sikkert at (planlægge at) føde derhjemme som det er at føde på et hospital. Den øgede ro vil give et bedre oxytocinflow (det hormon der skaber veer) i kroppen og fødslen skrider derfor frem uden behov for indgreb i samme omfang som ved en planlagt hospitalsfødsel. Des flere små som store indgreb der gøres under en fødsel, des højere er risikoen for at alvorlige komplikationer kan ske. Derfor kan man ikke sammenligne hjemmefødsler og hospitalsfødsler 1:1 – den kvinde som pludselig blødte voldsomt efter sin fødsel på hospitalet, havde måske ikke gjort det samme derhjemme.
Der er – uanset hvor man planlægger at føde – altid en risiko for at der vil opstå komplikationer; både alvorlige og mindre alvorlige, men risikoen og faren ved at føde er altså ikke større ved planlagte hjemmefødsler end den er ved planlagte hospitalsfødsler.