Omtrent en femtedel af alle fødsler i Danmark foregår ved kejsersnit. Halvdelen planlagte; den anden halvdel mere eller mindre akutte. Cirka 15% af alle kejsersnit, udføres på moderens ønske som primære indikation og hvis jeg skal være helt ærligt, så forstår jeg ikke hvorfor. Selvfølgelig er jeg klar over at indikationer for at man bør få foretaget et kejsersnit ligeså vel kan være af psykisk som af fysisk karakter, men i de tilfælde hvor grundlaget for kejsersnittet ikke er stort andet end et “ønske om ikke at føde vaginalt” forstår jeg det simpelthen ikke. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, det her med planlagte kejsersnit på moders ønske, men da jeg forleden hørte én i tv sige noget ala “jeg synes bare ikke det virker naturligt at skulle presse et barn ud igennem tissekonen” blev jeg altså noget rystet. For det er da det mest naturlige i verden! Det er den måde naturen har bestemt at vi skal til verden på. Godtnok en metode, som hvis vi udelukkende havde den, af og til ville koste liv, som vi også ser det i dyreriget, men ikke desto mindre så er det altså vejen ud, i hvert fald så længe alt er ukompliceret.
Tilmed er det jo ikke risikofrit at få foretaget et kejsersnit. Hverken undervejs, hvor der kan opstå komplikationer i forbindelse med operationen, men så sandelig også i forløbet efter – og, noget jeg tror mange måske ikke har med i deres overvejelser når de aktivt vælger et kejsersnit, så betyder et kejsersnit altså også, at eventuelt kommende graviditeter er risikofyldte fra start.
Graviditeter efter kejsersnit er per definition komplicerede.
Når man får foretaget et kejsersnit – uanset om det er planlagt eller akut – bliver der skåret et hul i livmoderen, som barnet forløses igennem. Det hul bliver nænsomt syet sammen og for de fleste går helingsprocessen ukompliceret. Alligevel er der et ar i livmoderen. Et lille område, hvor vævet hverken er ligeså stærkt, fleksibelt eller modtageligt overfor befrugtede æg, som gerne skulle sætte sig fast, hvis man ønsker at opnå graviditet igen.
Det betyder, at et kejsersnit i nogle tilfælde kan nedsætte fertiliteten og dermed gøre det sværere at opnå graviditet senere i livet. Ligesom livmoderen, hvis man igen bliver gravid, ikke er ligeså stærk, som den ville være, såfremt man ikke havde fået foretaget kejsersnit. Derfor skal der i graviditeten efter et kejsersnit, tages særlige forholdsregler. For eksempel frarådes det at blive sat igang med stikpiller, efter et kejsersnit, ligesom al anden igangsættelse kun sker med nøje overvågning, fordi der er øget risiko for at livmoderen brister i kejsersnitarret; en meget, meget alvorlig komplikation, som kræver at barnet forløses straks.
Når fødslen er i gang, bør der undervejs holdes nøje øje med både barnet og moderen, for at sikre, at livmoderen ikke brister – eller at det i hvert fald opdages inden det får fatale følger. Det betyder at kvinden i de fleste tilfælde for eksempel ikke kan komme i badekar, fordi kun enkelte fødeafdelinger har mulighed for at have kontinuerlig monitorering af barnets hjertelyd, imens kvinden opholder sig i vand; ligesom kvindens bevægelsesfrihed i mange tilfælde vil blive reduceret af hensyn til hjertelyds- og vemåleren.
Efter fødslen er der en øget risiko for at bløde mere end den halve liter man har fastsat som ukompliceret. Der er en øget risiko for at moderkagen har groet sig fast i arret i livmoderen og at det derfor kræver operation at få den ud. En operation, som ofte er forbundet med kraftig blødning.
Når alt det så er sagt, så er det som tommelfingerregel selvfølgelig ikke farligt hverken at blive gravid eller at føde igen, efter man har fået et kejsersnit. Det er at betragte som kompliceret, men ikke farligt. Det kræver bare, at man er omgivet af kompetent fagpersonale og at man selv, i løbet af graviditeten er informeret om, hvorledes man bør forholde sig, hvis man pludselig får smerter omkring arret.
Kun i særlige tilfælde anbefaler man igen kejsersnit i den nye graviditet. Primært anbefales altså at forsøge at føde vaginalt, som vurderes som det sikreste for både mor og barn.
Det er altså ikke bare “sådan lige” at få foretaget et kejsersnit og jeg forstår simpelthen ikke baggrunden for at tilvælge en operation “bare fordi”.
Indlægget her er naturligvis ikke skrevet for hverken at skræmme eller nedgøre nogen, men for at udbrede kendskabet til, hvad det rent faktisk kan betyde, hvis man “bare vælger” et kejsersnit frem for en vaginal fødsel og så vil jeg meget gerne høre jeres holdninger til emnet – især hvis nogen har fået foretaget et planlagt kejsersnit, vil jeg meget gerne høre om indikationen eller jeres bevæggrunde for det, ligesom jeg også gerne vil høre om jeres tanker omkring de øgede risici, som jeg forestiller mig, må have været svære at håndtere i graviditeten.