Faktisk så var den slet ikke slut, den smukke fødselsberetning, som jeg lagde på bloggen i fredags. Efter aftale med kvinden der havde skrevet den, havde jeg delt den op, fordi jeg synes den er så vigtig, at den kræver lidt ekstra plads end “bare” en fødselsfredag.
Efter fødslen, som gik rigtigt fint, følte kvinden sig nemlig ikke som mor til sin nyfødte datter. Hun vidste det rent rationelt godt, men hun havde ikke den overvældende og altoverskyggende følelse, man ofte både taler og hører om, når det kommer til moderskabet. Hun følte sig forkert, selvom rigtigt mange kvinder havde og har det præcis ligesom hende – det anede hun bare ikke, før sundhedsplejersken en måneds tid efter fødslen kom forbi i mødregruppen og fortalte om forskelle i tilknytningen mellem mor og barn.
Det er helt normalt at kærligheden ikke vælter ind over én som en tsunami, og så længe man ikke har tanker om eller måske ligefrem trang til at gøre skade på sit barn, så er det okay; kærligheden skal nok komme. Hvis man alligevel er i tvivl om sine følelser, så er det en smaddergod idé at få en snak med sin sundhedsplejerske, hvor man ærligt fortæller om, hvordan man har det. Sundhedsplejersken vil med garanti forstå og vi må huske på, at når det kommer til vores følelsesliv, så findes der ikke noget rigtigt og forkert.
Således bringer jeg hermed afslutningen på sidste uges fødselsfredag og så håber jeg, at I der har børn, vil lægge en kommentar om hvordan det var for jer at blive mødre.
Hvis I ikke kan huske, eller ikke har læst beretningen om fødslen, kan I (gen)læse den HER.
“… Vupti, en skrigende baby med helt sort hår og lange negle ligger på min mave. Den der følelse af kærlighed, som jeg har hørt om, kommer ikke. Jeg kan ikke se at hun ligner nogen af os. Vi har begge blond hår, men der ligger hun med helt sort hår. Jeg forsøger at trøste hende, men det er som om, at vi ikke rigtig kender hinanden. Jeg troede ellers, at jeg kendte hende, da hun var inde i maven. I min forestilling om fødslen ville jeg græde af lykke, når hun lå på min mave, men det gør jeg ikke. Jeg undrer mig mere over, hvem babyen er. Og hvad hun hedder. Jonas kysser mig og spørger om hun er en lille Agnete. ”Ja, det tror jeg”, svarer jeg. Jeg tør slet ikke indrømme, at jeg er helt vildt meget i tvivl om hvem hun er, og at jeg ikke er sikker på, at jeg er hendes mor.
Efter en masse praktiske gøremål på fødestuen er det tid til, at Agnete skal over til sin far. Og der rammer det mig første gang. En lille snert af at være mor og en stor følelse af at være lykkelig over, at se Jonas som far. Det er meget nemmere at forholde sig til, at han er blevet far, end at jeg er blevet mor. Han ringer til mine forældre, og sine forældre, og jeg bliver rørt til tårer af at høre ham fortælle, at de har fået deres nye titler. Igen er det meget nemmere at forholde sig til deres nye roller end min egen, og jeg forstår det ikke helt. Jeg er flov over det.
Tanker efter fødslen:
Den første tid efter fødslen bestod i min forestilling af: lidt amning, søvn, smil, lidt tårer, putte, nusse og besøg.
I virkeligheden bestod den af: amning, tudeture, amning, bekymringer, amning, besøg, amning, tudeture, amning, skifte hygiejnebind, mere amning og en frustration over, at jeg rationelt godt vidste, at Agnete var min datter, men at jeg ikke følte mig som mor.
Efter en måned mødtes jeg med min mødregruppe, hvor sundhedsplejersken fortalte, at det var helt normalt, at den der følelse ikke kom brasende med det samme, men at den kom snigende over tid. En sten faldt fra mit hjerte. Det var præcis sådan, jeg havde det, og så var det oveni købet normalt. Jeg oplevede, at hver gang jeg så Agnete med andre som mine forældre, mine brødre, min mormor, mine svigerforældre eller mine veninder, så forstod jeg min mor-rolle lidt bedre. Og for hver gang voksede mit hjerte og båndet til Agnete blev stærkere. Det hjalp også lidt på tilknytningen, at hendes hår blev mere og mere blond, og at jeg begyndte at kunne se nogle træk fra især faderen.
Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig inden fødslen, at det ikke nødvendigvis var romantisk og idyllisk at få et barn, men benhårdt arbejde (både fysisk og psykisk). Og jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt mig selv mit i min fortvivlelse, at jeg efter et par måneder ville kigge på Agnete og mærke den der følelse helt ind i knoglerne.
Agnete er min datter, jeg er hendes mor, og jeg elsker hende over alt på jorden.