På vej op mod et hjem som engang stod, men som for halvandet år siden var blevet til ruiner, stødte jeg på en gravid kvinde og jeg kunne ikke dy mig for at tage en snak med hende. Jeg ved ikke om det er fordi jeg føler at jeg med mine jordemoderhænder får en “rigtig” funktion hernede, om det er fordi det er verdens bedste indgangsvinkel til at snakke med gravide eller om det bare er fordi jeg savner Andemor Cecilie og hendes lækre lille babymave, men det kribler i mig for at få lov og heldigvis for det, for jeg fik mig en virkelig fin oplevelse sammen med hende.
Kvinden, som var 22 år gammel og ventede sit tredje barn, fortalte om hvordan hun håndterede sin graviditet; om hvordan hun stadig, på trods af at hun var i 7.måned, stadig gik i marken for at arbejde og om, hvordan hun i dén grad håbede, at hun ville få en langsom fødsel. Oftest hører man om kvinder, som gerne vil have hurtige fødsler, men for kvinderne her er det modsatte gældende, da det rent faktisk er ulovligt at føde hjemme hernede, selvom kvinderne skal gå adskillige kilometer i knoldet og svært tilgængeligt bjergterræn for at komme til fødeklinikken. Hun fortalte om, hvordan hun de to forrige gange var blevet båret store dele af vejen og om, hvordan hun under sin anden fødsel, var nødt til at undertrykke sine presseveer, for ikke at føde et sted på grusvejen på vej ned mod fødeklinikken. Heldigvis nåede hun det og hun satsede på, at hun også ville nå ned til klinikken denne gang, velvidende, at det ikke var sikkert.
Det må simpelthen være så vildt at skulle gå så langt, imens man har veer og hvordan det dog kan lade sig gøre, at bo i et samfund hvor det end ikke er muligt, at blive hjemme og få den nødvendige hjælpe dér, er mig en gåde, fordi jeg tænker at det alt andet lige, må være at foretrække at føde derhjemme i sin lerhytte – eller for nogles vedkommende, i sit hus – end at føde et sted i naturen på vej ned mod fødeklinikken.
Vi oplever selvfølgelig lidt det samme hjemme i Danmark, men hvor skalaen er en helt anden; hvor kvinder skal køre både langt og længe for at komme til hospitalet og hvor enkelte desværre ikke når frem, før fødslen er overstået, men jeg tænker alligevel, at det alt andet lige, må være både rarere og bedre, at føde i en bil, hvor man uanset hvad, aldrig vil have mere end en times kørsel til det nærmeste fødested og hvor man altid kan kalde en ambulance som hurtigt vil komme frem, frem for at føde i en grøftekant – ovenikøbet på alle tider af døgnet.
Slutteligt fortalte kvinden om, hvordan hendes appetit var meget sparsom i denne graviditet og da hun ytrede sin bekymring for, om nu hendes baby voksede som den skulle, kunne jeg ikke lade være med at tilbyde hende en jordemoderundersøgelse ude i landsbyen. Således fandt jeg med ét mig selv siddende på knæ, på gulvet i et lille intermistisk hus, med hænderne på en fremmed kvindes mave, hvor hendes livlige baby sparkede ud mod mig, imens jeg heldigvis kunne konstatere, at den formentlig ikke var spor for lille i forhold til hvor langt kvinden var henne.
Det syn kvinden fik i øjnene da jeg fortalte hende, at hendes baby havde det godt; lå med hovedet nedad, voksede som den skulle og havde en fin mængde fostervand at svømme rundt i, kunne simpelthen ikke købes for penge. Hendes tiltro til mig og den måde hun tog imod min omsorg for hende, var fuldstændig fantastisk og da jeg senere fik at vide, at jeg var velkommen til observant på fødeklinikken for foden af bjerget, kunne min dag næsten ikke være sluttet på en bedre måde.
Det er ikke fordi jeg sådan til daglig render og savner at være jordemoder, men når jeg får sådanne oplevelser, så er det nu alligevel svært at minde mig selv om, at jeg forventer at bruge resten af mit liv på noget helt, helt andet end at sidde lige der, ved siden af en gravid og bruge mine hænder. Heldigvis fik jeg igen lidt senere lov til at være i mit fag, men den historie må I have til gode