Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Jeg modtager ind i mellem nogle jordemoderfaglige spørgsmål i min indbakke og jeg synes oftest at det er både dejligt og hyggeligt at blive spurgt om både stort og småt og jeg tænker, at jeg i det kommende år af og til vil lægge nogle af spørgsmålene ind her, som en slags jordemoderbrevkasse. Hvis du har fået lyst til at sende mig et spørgsmål, kan du gøre det på canabuttenschon@gmail.com.

img_3751

For nogle måneder tilbage modtog jeg dette spørgsmål, som jeg aldrig har fået besvaret – simpelthen fordi jeg er lidt usikker på hvad jeg skal svare og jeg tænker derfor, at alle jer med børn, må komme mig til undsætning og komme med jeres erfaringer.

“Hej Cana!
Her kommer er virkelig random spørgsmål som jeg håber du kan svare på; det bunder i at jeg lige nu er  galopperende forkølet og influenza agtigt ramt  og absolut ingen gennemgang i næsen har. De to gange jeg har født har jeg været en utrolig flittig bruger af vejrtrækningsøvelser, som har hjulpet mig bedøvelsesfrit gennem begge fødsler. Så slog en tanke mig, at jeg dog var utrolig glad for at jeg ikke var forkølet da jeg skulle føde, for så havde jeg ikke klaret den.
Så tænkte jeg videre og kunne faktisk ikke komme i tanker om en eneste fødselsfortælling eller lign. der har beskrevet at den fødende var syg under fødslen!
Det er meget muligt at jeg bare ikke lige har hørt om nogle der var ramt af influenza eller roskildesyge under deres fødsler, men findes de?? Har du oplevet en fødende der på forhånd var total afkræftet pga virus ell lign? Og i så fald, hva faen gør man så?
– tak for en dejlig blog!
Venlig hilsen
Sara”

Jeg synes det er et virkelig godt og relevant spørgsmål, da jeg ofte har mødt højgravide, som netop har frygtet, at være hæmmede under fødslen af en forkølelse eller værre, en influenza. Det hører absolut til sjældenhederne, at en fødende er så sløj, at det har en direkte indvirkning på fødslen. Faktisk er det min erfaring, at langt de fleste kvinder oplever, at deres snue / influenza bliver sat lidt på stand-by under fødslen, fordi kroppen går i en slags alarmberedskab, hvor den ikke lader sig hæmme af en næse der løber. Den dundrende hovedpine, snotnæsen og de trætte led, bliver ligesom afløst af noget andet og det er altså min oplevelse, at det er yderst sjældent at en kvinde oplever at være “syg” under sin fødsel. I de tilfælde hvor en kvinde ikke kan få luft igennem næsen, kan næsespray eventuelt anvendes og hvis hun har feber, vil man give panodil og antibiotika under fødslen, for at sikre, at der ikke er en infektion, som kan påvirke barnet.

Jeg kan ikke mindes at der findes nogle videnskabelige studier på området og det er meget muligt, at min hukommelse spiller mig et puds, så jeg vil rigtigt gerne høre fra jer, hvis nogen har prøvet at være sløje under fødslen. Mærkede I noget til det undervejs? Og hvordan var det efterfølgende, at være sløj og helt nybagt mor?