Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har lyttet på kvinder, som har haft en nagende angst for at skulle klippes i mellemkødet under deres fødsler. Det har de nemlig hørt at man (ofte) bliver.
Det gør man ikke.
Engang omkring 1900-tallet, fik man en antagelse om, at det måtte være snedigt at klippe den fødende i mellemkødet lige inden barnet blev født, for at gøre den sidste del af fødslen lidt lettere, for bedre at sikre at barnet ville komme ud i god behold, for at mindske risikoen for store bristninger hos kvinden og fordi man mente, at et klip måtte være lettere at sy sammen, end en naturlig bristning, ligesom såret efter et klip måtte være bedre til at hele. Derfor blev det praksis over hele landet at fødende – især dem som skulle føde første gang – fik et klip i mellemkødet. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige.
Først på et tidspunkt i 1980’erne var der nogen som studsede over den praksis som fandt sted og som ikke var baseret på andet end antagelser. Det startede en lavine af undersøgelser, som alle viste, at alt det vi troede om det famøse klip i mellemkødet, ikke har noget hold i sig. Overhovedet.
Der er intet der tyder på, at risikoen for at man får store bristninger bliver mindre, hvis jordemoderen lægger et klip i mellemkødet. Samtidig har det vist sig at det faktisk er lettere at sy en naturlig bristning, som også heler bedre og mindre smertefuldt end en bristning forårsaget af et klip. Udkommet for barnet, som selvfølgelig er det vigtigste i denne forstand, er det samme, uanset om der lægges et profylaktisk klip eller om det kun anlægges på indikation. For man anvender stadig klippet i mellemkødet som et redskab i fødselshjælpen, men udelukkende på indikation.
Den primære indikation er akut iltmangel hos barnet, som i sjældne tilfælde opstår i den sidste del af pressefasen. I de tilfælde hvor jordemoderen vurderer at fødslen ikke er umiddelbart forestående, vil hun ved hjælp af et klip i mellemkødet kunne hjælpe fødslen lidt hurtigere på vej og på den måde afhjælpe iltmanglen hos barnet hurtigt og effektivt. Derudover anvendes et klip i mellemkødet også af og til i forbindelse med anlæggelsen af sugekop, som I måske også bemærkede i sidste uges fødselsfredag. Klippet ved sugekop anlægges i tråd med den primære indikation altså også i de tilfælde hvor det vurderes, at barnet har brug for at komme ud hurtigere end kvinden selv er i stand til.
Typisk når der anlægges et klip i mellemkødet er det når barnets hoved er “lige indenfor” og hvor mellemkødet i forvejen er på overarbejde i forhold til, at det bliver strukket godt og grundigt ud. Derfor er det hyppigste faktisk, at den fødende end ikke mærker selve klippet, som man derfor ikke behøver frygte på forhånd.
Siden man har fundet ud af, at klippet i mellemkødet ikke er så hensigtsmæssigt i forhold til at sy sårfladen sammen og i forhold til den efterfølgende heling, er der heldigvis en masse seje jordemødre som har studeret sy-teknikker og udviklet på den måde jordemødre syer på, således at risikoen for fejl og efterfølgende smerter hos kvinden er blevet kraftigt reduceret sidenhen, så selv hvis man skulle blive udsat for et klip, så er det altså ikke ensbetydende med et langt og sejt helingsforløb efterfølgende.
Heldigvis.