… At jeg synes det er fuldstændigt vanvittigt at Jens netop har tabt sin 2.tand. Jeg synes jo bare stadig at han er så lille.
… Hvordan det egentlig kan være, at man kan drikke så meget kaffe som mig og alligevel så ofte præstere at være løbet tør.
… At det samme faktisk også gør sig gældende med slik. Og tandpasta. Det mangler altid.
… Om man nogensinde ved, om man gør det godt nok?
… Hvor skørt det egentlig er, at jeg synes det er så vildt at Jens igen har tabt en tand. Den slags sker jo. Børn bliver større og taber deres tænder. No biggie.
… At det i virkeligheden også er lige meget, at jeg altid glemmer at købe det vi mangler.
… Kaffe.
… At jeg jo i det mindste er her. Hos mine børn, som snart bliver store.
… Min farmor.
… Min nu afdøde farmor, faktisk.
… Hvor mærkeligt det er, når et liv slutter.
… Om det mon er for meget at forlange, at blive mindst hundrede år?
… At jeg virkelig håber at det er rigtigt, når jeg fortæller Jens, at man kommer et sted hen, hvor der er endnu mere dejligt, når man dør. Et sted, hvor man stadig kan følge med i sine børns- børnebørns- og oldebørns liv og være med til at give dem intuition til at gøre dét, der føles bedst at gøre.
