De seneste dage har jeg det meste af tiden rendt rundt på tæer, fordi jeg har haft ondt under min ene hæl. En form for smerte jeg forøvrigt kun troede ramte marathonløbere eller mennesker med en mindstealder omtrent det dobbelte af min. Suk.
Natten til i dag forvandlede smerterne sig fra udholdelige til komplet ulidelige og jeg så i morges derfor ingen anden udvej, end at få hilst på min nye læge.
Under hælen var der kommet en stor, mega-øm hvid bule og lægen var ikke et sekund i tvivl, da hun med et “wow, det ser da godt nok også voldsomt ud, hva’?” kiggede mig under foden.
Det var noget så usexet som en byld. En byld som ovenikøbet skulle skæres op og renses ud.
En byld. Skæres i.
F.U.C.K.
Det gjorde i forvejen så ondt, at selv dét at have fået strømperne listet af, virkede som en kraftpræstation udi disciplinen smertehåndtering og så ville lægen skære i mig. Holy moses!
“Du bliver selvfølgelig bedøvet”
Ja tak for kaffe! Hold kæft hvor gjorde det hjernedødt ondt altså. Virkelig. Det var som at træde på LEGO-klodser i mørke, gange en million! Jeg skal aldrig mere brokke mig over de små plastklodser og kalde dem for smertefulde, når de uintenderet rammer fodsålerne for fuld hammer. Det er vand ved siden af det jeg oplevede i dag. Avs!
Værst var det måske, at jeg havde min lille omsorgsfulde Jens med, som under hele seancen aede mig blidt på armen og forvissede, at han ville passe på mig. Jeg mener, det var selvfølgelig dejligt at have min lille nysgerrige kærlighedsbombe med, men jeg synes nu i virkeligheden ikke, at han skal føle det som sin opgave at passe på mig, selvom han klarede det så godt, så jeg vidst undervejs, kom til at fortælle ham, at hans fremtidige kone ville være en heldig kartoffel at have ham ved sin side når hun skulle føde. Christ, man – det er sgu kun en jordemoder der kan tænke i de baner midt under et kirurgisk indgreb i foden.
Fordi Jens var så tapper, stak vi fluks fra lægen over i Tiger, hvor Jens fik lov til at vælge frit og han kastede straks sin kærlighed på en diskolampe, som han ville have med hjem på værelset, når vi altså lige havde været en tur på apoteket og på varm-kakao-og-kaffe-pitstop hos Original Coffee.
På gåturen virkede lokalbedøvelsen heldigvis stadig og jeg kunne fint liste rundt på tæerne og ovenkøbet snupse et spejlselfie iført mine nye bukser – som de af jer der følger med på snapchat (hvor mit brugernavn originalt nok er cbuttenschon) også fik at se i går også – men nu hvor bedøvelsen er dampet af, planlægger jeg at blive liggende på sofaen lige indtil jeg på et tidspunkt humper ind i seng. Lægen beordrede mig trods alt til at hvile og det skal bare blive bedre inden torsdag.
Og så håber jeg virkelig, at I har haft en noget bedre dag end jeg og at dagen i morgen byder på revanche!