Som en lykkens gudinde, ringede den ene pædagog fra vuggestuen i morges og udskød den planlagte tre-måneders-samtale, på grund af sygdom. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at få en status og en forventningsafstemning i forhold til varetægten af min yngste kærlighed, men fordi jeg tilsyneladende er blevet sådan én der kan få tømmermænd af tre glas vin. Okay, måske fire. Maks.
Som det sker med jævne mellemrum, så tog Thomas og jeg i aftes babyalarmen med ud og mødtes med nogle venner i gården over et glas rødvin. Hver eneste gang det sker, priser jeg mig lykkelig for, at vi for et år siden flyttede fra hus til lejlighed. Det er så svinehyggeligt!
I dag til gengæld, hvor regnen falder ned fra himlen, som var vi et sted midt i Oktober og hvor min mave rumler noget suspekt til min morgenkaffe, overvejer jeg om jeg ikke – for første gang i min bloggerkarriere – skal gøre brug af min mulighed for at tage mig en formiddagslur, imens Thomas afleverer børn. Bare en lille én, inden dagen for alvor behøver at gå i gang.
Jeg gør det.
I’m out.
Ha’ en dejlig dag derude – jeg håber at jeres chefer, eller hvem end I skal tilbringe de kommende timer sammen med, er forstående overfor, at en regnvejrstorsdag i juni selvfølgelig betyder, at ingen kalorier i verden kan sætte sig som andet end positive hjerneceller, hvorfor kage absolut må være at foreslå.