Lige der på køkkenbordet, i den lille zinkdimmer, hvor alskens forskellige olier og basale krydderier normalt er det eneste som har til huse, fandt jeg i går min bilnøgle. Seks dage efter den forsvandt, som var den sunket i jorden.
Lejligheden er i mellemtiden blevet endevendt, så godt den slags nu lader sig gøre, når man stadig har syv fyldte flyttekasser stående, der hvor der engang gerne skulle blive en lille spiseplads i køkkenet, og bøger i tårnhøje stakke i både stue og soveværelse, som forøvrigt også agerer kontor for både musiker og fornøjelsesskribent.
Nuvel, nøglen er fundet og om bare to dage kommer Thomas hjem for en kort bemærkning, som jeg i dén grad har tænkt mig at nyde. Han skal selvfølgelig have et lille kys og så tror jeg, at jeg skal se om ikke jeg kan komme ud og se hvordan København ser ud efter solen er gået ned. Det tænker jeg må være på sin plads, her lidt over en måned efter vi er flyttet ind, hvor jeg stadig har til gode at komme ud fra lejligheden efter puttetid. Hvis altså man lige ser bort fra den der skønne, skønne kobberbryllupsfest jeg attenderede med min yndlingskavaler for nogle uger siden. Jeg tror jeg skal ud-ud. På café, bar, stripklub eller måske bare en gåtur i neonblink og en irmahøne i baggrunden, med en veninde i den ene hånd og en kaffe i den anden. Something!
Og nej, jeg havde selvfølgelig ikke selv proppet nøglen ned ved siden af sesamolien – jeg mistænker min baby, som ofte sidder ved siden af selvsamme olieorgie, når jeg laver mad, for at være synderen. Verdens sødeste synder, kunne jeg fristes til at kalde ham.