Det mindede mig sådan om min barndomsveninde, hvis forældre havde en indendørs swimmingpool, som vi altid badede i, når jeg var på besøg, at køre ned mod vandet i Fynshav, hvor jeg for et kort øjeblik siden kørte bilen ind på færgen. Sådan er det med meget hernede, i Sønderjylland. Det er som et ryatæppe fyldt med minder, der popper op nærmest uanset hvor jeg begiver mig hen.
I går var selvfølgelig inden undtagelse, da jeg sammen med en veninde tog langs i Sønderborgs natbelyste gader. Pronto-pizza, Penny-lane og den præcis samme dørmand på Buddy Holly lige overfor, som for ti år siden, stod der stadig og jeg er pjattet med det.
Vi drak shots (fra skuldrene, selvfølgelig), krammede, dansede og snakkede med en masse mennesker fra “gamle dage”. Alle var søde – også dem som aldrig tidligere har kigget min vej – selv om jeg af og til hårdnakket måtte bekende at jeg altså er sønderjyde, når nogen vovede at omtale mig som “Københavner”. Jeg er godtnok bosat i København, men jeg er altså sønderjyde. For ja, det kan man altså godt og jeg er helt sikker på, at der findes andre provinspiger som bor i København, som har det på præcis samme måde.
Jeg er sønderjyde.
En sønderjyde, med huller i bukserne og en kaffe i hånden, på vej hjem til København, som jeg ikke har set i en uge – og som jeg rent faktisk, nu hvor jeg tænker over det, savner helt vildt.
