Det er ikke pænt at drille sin kæreste; slet ikke offentligt. Men når nu han i den grad, selv lægger op til det, så er det godt nok svært at lade være.
I går skrev Thomas sådan her på sin facebookside:
Jeg har de sidste par dage lånt min kones bil. Den har fået vinterdæk, og det har min egen ikke. Og da der så som et lyn fra en skyfri himmel pludselig er kommet sne i andre de landsdele, har jeg lånt den til at køre landet rundt, imens vi laver Comedy Aid.
Det er en fin lille Opel Corsa fra år 2000. Den kan køre ca 136 på motorvejen, måske hurtigere hvis man giver den fuld gas, men så er det ikke til at holde ud at sidde inden i den fordi den lille motor larmer for meget. Den har et par rustpletter bag venstre baghjul, men alt i alt er det en dejlig bil. Der er ikke nogen lampe der lyser når tanken er ved at være tom. Den siger heller ikke en biiiib lyd, for at fortælle om at nu skal man lige huske at tanke, som den bil jeg har kørt rundt i de sidste par mdr ellers trofast har gjort. Men det er en fin bil.
Jeg kom afsted fra showet i Herning i god tid (faktisk to timer tidligere end planlagt) og var i godt humør ved tanken om at være hjemme før midnat. Sådan blev det desværre ikke. Lige efter Vejle fik jeg kigget ned på benzinmåleren. Den var langt under det røde felt. I samme sekund så jeg en tankstation flyve forbi mig på højre hånd. Fuck. Nåh, men jeg synes måske at jeg kunne huske noget med at en bil kan køre ca halvtreds km i det røde felt, eller noget i den stil. Så jeg tænkte “jeg tager sgu den næste”. Fik trykket på Gps’en og søgt på nærmeste tank. Taulou ca. 12km. Perfekt. Det skulle jeg nok nå.
Men nej. 6km før destination stod bilen stille. Tyve min i elleve et sted på den jydske motorvej en regnfuld december aften. Fedt. Nåh, men jeg fik ringet til de tre mennesker jeg kender der bor i Fredericia ingen af den kunne hjælpe mig. Så jeg endte med at ringe til min booker Lennart og bad ham om hjælp. Lennart, det søde menneske, kom drønene med en dunk benzin, og jeg troede at så kunne bilen køre igen. Klokken var halv tolv. Vi prøvede at starte bilen, men ingenting skete. Lortet (undskyld den fine opel) var løbet tør for strøm. Jeg havde jo haft havariblinket tændt i al den tid jeg holdte på motorvejen. Dels for ikke at blive kørt ned og dels for at Lennart skulle kunne finde mig.
Startkabler havde vi ingen af. Så jeg måtte skubbe bilen alt hvad jeg kunne, alt imens Lennart prøvede at få gang i motoren. Det lykkedes ikke. Og jeg har endda løbet marathon. (Just saying) Så vi måtte ringe rundt og endte med at få fat i Lennarts revisor, som havde nogle startkabler liggende i sin garage. Dem kunne vi bare køre hen og hente. Tre kvarter hver vej. (R)øv. Ligesom vi satte os til rette i Lennarts bil for at køre, kom han i tanke om at han “faktisk nok” havde nogle startkabler i bilen. Hurra.
Jeg var hjemme mandag kl 02:14. Hurra for comedy, kaos og kærlighed. Og tak for hjælpen Lennart.
Bum bum. Vi har rent faktisk vejhjælp, Thomas.
Og nej, bilen har ingen smarte alarmer eller lamper der blinker, men den er en knaldgod, halvgammel Corsa, som – lige ud over den der lille episode med koblingen, som jeg skrev om HER – altid starter, kører og gør lige som man beder den om. Den skal have lidt kærlighed og ikke mindst opmærksomhed. Nåja, og benzin.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst til at følge mig, kan du trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂