Hvor vigtig er den egentlig, orgasmen? Og er der forskel på graden af vigtighed for kvinder og for mænd? Og hvad gør man, hvis man har svært ved at op nå den? Og er det egentlig okay at fake en orgasme?
Èt af de emner der gik igen flest gange da jeg for et for uger siden bød op til dialog omkring vores kønsdele, var orgasmer. Okay, og kønsbehåring, men den tænker jeg at vi må tage en anden god gang. Ikke overraskende, tænker jeg, for det er faktisk også noget af dét jeg oftest snakker med mine veninder om, når snakken falder på sex.
Det er min fornemmelse, at de fleste af os har relativt let ved at opnå orgasme, når vi er alene. Den lille orgasme som får kroppen til at slappe af og som – i hvert fald for mig – kan virke søvndyssende, hvilket for eksempel i stressede perioder af mit liv, kan være ganske snedigt. Til gengæld er det også min fornemmelse at det for rigtigt mange står ganske anderledes til, når orgasmen “skal opnås” sammen med en partner. Jeg sætter anførselstegn omkring “skal opnås” fordi jeg selvsagt synes det er noget vrøvl, at en orgasme er nogen man “skal” have, men samtidig er det min klare oplevelse at de fleste (herunder også jeg selv – jeg er ingen helgen!) både forventer og stiler efter det.
Det lader til, at de fleste af os har fået indprintet en standardformular for hvordan en sex-seance helst skal foregå:
Forspil –> Sex –> Kvinden får orgasme(r) — > Manden får orgasme. Slut.
Hvordan alle mellemregningerne foregår, er selvfølgelig så forskelligt som vores lyster og tanker, men jeg synes alligevel at det er ret interessant, at der nærmest er opstået konsensus omkring den overordnede ramme. Og dét altså ikke nødvendigvis på en måde, som fungerer. Slet ikke, vil jeg nærmest påstå.
Jeg har haft mange snakke med mine veninder om, at de har svært ved at få orgasmer, når de er sammen med folk, fordi de føler sig utilpas omkring deres kroppe, og derfor ikke kan fokusere på andet end hvordan de ser ud under samleje. Er det er et stort problem som flere har, at man har det så skidt med sig selv, at man ikke kan nyde sex med en anden person?
Denne standardformular gør nemlig, at der pludselig ligger en forventning – som for nogle måske endda kan føles som et forventningspres – om, at vi allesammen skal få orgasme. Hver gang vi har sex. Hallelujah, tænk hvis det virkelig var sådan. Men ak, sådan forholder virkeligheden sig altså ikke – og slet ikke når vi bliver sat under pres, hvor vilkårene for orgasmen altså bliver absolut nedsat og nu skal jeg forsøge at kloge mig lidt på hvorfor.
Man har ved hjernescanninger fundet, at aktiviteten i både mænd og kvinders pandelap – den præfrontale cortex – i hjernen falder drastisk under orgasmen og netop dét tænker jeg, er super interessant i denne sammenhæng. Det er nemlig sådan, at pandelappen er dét sted i hjernen hvor vi blandt andet finder vores selvkontrol og tilpasning af social adfærd; vores “pæne pige” eller “ordentlighed” om man vil. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv her, men jeg kan i hvert fald tydeligt mærke at min evne til selvkontrol og tilpasning af min adfærd ryger totalt fløjten når jeg (har sex og især når jeg) får orgasme og tilsyneladende skulle dét altså gælde os alle, mænd såvel som kvinder.
Desværre – eller heldigvis – er hjernen jo bare ikke lige sådan et organ man uden videre kan fucke med (pun intended) og det er altså ikke sådan at lidt stimulering af bryster, klitoris og forvæggen i skeden eller hvor man nu synes det føles rart, uden videre kan få pandelappen til at slå fra, for at føre os ind i orgasmens fantastiske verden, hvis vi ikke “tillader” det. Hvis man samtidig bruger en masse energi på aktivt at tænke på hvordan man mon ser ud, lyder, føles og om ikke snart man kan få den forpulede orgasme eller om man (igen) skal fake den, for at gøre sin partner glad, så giver det altså hjernen virkeligt dårlige vilkår for at gå i den reptilagtige tilstand den faktisk går i, når vi får orgasme. Des mere vi selv aktiverer pandelappen, des sværere får kroppen – uanset hvor rart det ellers føles at blive rørt – ved at deaktivere den. Det siger vel sådan set sig selv.
Men hvad så? Hvad fanden fucking så?
Jo, se, jeg tror simpelthen at vi skal ud i en form for revolution af vores tanker omkring sex, hvis det nogensinde skal blive sådan rigtigt godt, det her. Bevares, jeg har i virkeligheden aldrig selv haft de store problemer med at opnå orgasmer, men jeg er også en autonom lille skiderik, der ikke gider at følge normerne medmindre de giver mening for mig, men fordi jeg fornemmer at det alligevel er et ret stort problem for mange (især kvinder), vil jeg gerne gå forrest i koret for at få gjort noget ved sagen.
For helt ærligt, en orgasme er da dejlig, men det er jo ingenlunde sådan at sex indtil orgasmen indtræder er dårligt, vel? Sex er – eller skulle i hvert fald helst altid være – dejligt. Punktum. Samtidig tænker jeg også at sex er så meget andet end der der skide standardformular nævnt ovenfor. Sex er jo også lysten, der kommer snigende igennem et frækt blik i øjnene, et klap i måsen eller det dér “jeg tager lige opvasken” man har ventet i ugevis på at høre. Sex er – for mig i hvert fald – også tanken om sex. Legen inden det mere klassiske forspil overhovedet kommer på bane. Og tænk nu, hvis vi bare kunne nyde at være i dét, uden at skulle præstere, hverken overfor os selv eller vores partnere, men bare mærke, hvad der føles rart og godt og rigtigt og gøre mere af det, uden at have en forventning om noget bestemt? Uden forventningen om den skide orgasme. Hvis vi aldrig mere behøvede at fake en orgasme i frygt for at gøre vores partnere kede af det, hvis ikke de havde “præsteret godt nok”. Hvis vi kunne det – bare være, nyde, mærke, røre og gøre – så tror jeg faktisk at orgasmerne ville tilfalde os lidt lettere.
Hvad siger I damer? Er der nogen af jer, der kender til problematikken? Er der nogen som har gode råd eller tips og tricks – eller nogen som bare synes at det jeg skriver er fuldkommen håbløst, så skriv endelig i kommentarfeltet, så vi kan få fyret lidt op under både dialogen og soveværelserne
… Og så må vi lige – måske i næste uge – altså også lige få snakket lidt om hvad vi stiller op med mændenes orgasmer, for helt ærligt, så kan det sgu da næsten ikke være rigtigt, hvis det altid skal være mandens orgasme der afgører, hvornår man er færdig med at have sex, vel?