I går delte min mand et billede af Jens’ fødder, iført de nye sandaler de to netop havde været ude for at købe og jeg synes næsten at jeg skylder jer forhistorien.
For nogle uger siden havde jeg købt disse sandaler til Jens, som han, da han så dem, nægtede overhovedet at prøve på. “Ej, de er altså overhovedet ikke seje, mor”. For mig er det ikke så vigtigt hvilke sandaler han har på, så jeg sagde selvfølgelig okay og sendte sandalerne retur, selvom jeg nu egentlig syntes de var et temmeligt godt kvalitetskøb.
Dagene gik og jeg glemte selvfølgelig alt om at købe Jens nogle nye sandaler og huskede det først, da jeg i søndags kom hjem fra Lesbos til strålende solskin i København. Jeg tænkte, at Jens nok drømte om et eller andet horribelt plastik-eksemplar med print og masser af farver – i ved, den slags som børn elsker og som (de fleste) voksne hader. Derfor sendte jeg Thomas og Jens i byen med anbefalingen om at besøge den nærmeste børnetøjsbutik, som jeg véd, udelukkende fører lækre skotøjsmærker i god kvalitet – uden print.
…
En time senere modtog jeg et billede af Jens iført sine nye sandaler. Et par blomstrede guldsandaler i størrelse 32, som han var – og er – edderstolt over!
“Egentlig syntes jeg at dem med guldstjernerne var sejere, men de var ikke i min størrelse og så var de her helt klart de sejeste” sagde han.
“Hvad tror de du andre børn i børnehaven siger til dem?” spurgte jeg
“Jeg tror de synes at de er flotte” konstaterede han med et smil om læberne, inden han løb afsted i sine blomstrede guldsandaler og Manchester United fodboldtøj.
…
Jeg synes han har ret. De er smadderflotte, lækre i kvaliteten og helt, helt perfekte til ham. Min lille store seje dreng, med hang til glimmer og ting der er pæne. Jeg er vild med det, jeg er vild med ham og jeg er især vild med Thomas, som selvfølgelig lader ham få lige præcis de sandaler han allerhelst vil have.
