I formiddag, efter jeg havde sendt Jens og Thomas afsted til Siam Park, et lokalt vandland med tonsvis af vandrutschbaner og garanti for action, lå jeg og dasede under en parasol ved den lune børnepool sammen med Peter, som trængte til en hviledag. Peter skulle egentlig sove middagslur, men ville tilsyneladende hellere være vågen og lege med sin yndlingslegekammerat, mig.
Lige efter jeg for sjette gang havde givet ham en flyvetur på mine ben, som han saluterede med en ordentlig savler lige ned på min hage, sagde en herre i bedsteforældreligaen, som lå ved siden af os, at man da godt kan forstå at fædrene bliver misundelige på deres børn.
Ja, det kan man, svarede jeg. Børnene bliver jo dynget til med kærlighed.
Herren svarede tilbage med at han kunne se at Peter labbede det i sig. Præcis som en lille fyr på knap halvandet år skal. Han skal fyldes med kærlighed og han skal vide, at den er ubetinget. Han skal vide, at hos mig, kan han til alle tider få alle de kys og kram og alt den nærvær han har brug for.
Og ja, jeg kan godt forstå, hvis nogle fædre – eller som jeg forstod det på manden ved poolens opfattelse, alle fædre – bliver misundelige på deres børn. Men ved I hvad, jeg tror faktisk ikke det kan stilles så simpelt op.
Vi kvinder bliver ofte klantret for at glemme vores mænd, når vi får børn. En sandhed, jeg synes har nogle modifikationer. For det første, har jeg ikke glemt min mand og for det andet, så går den kærlighed jeg giver til mine børn, altså ikke fra hans pulje.
Der er ikke et limit for kærligheden, men til gengæld er der en masse andre faktorer, som spiller ind.
Min mand og jeg lever i et ligeværdigt forhold, hvor vi både giver og tager og vores forhold kræver en nogenlunde balance, for at det kan fungere på en god måde. Jeg skal føle at jeg får, for at jeg kan give – og omvendt.
Med vores børn er det anderledes. De behøver ikke give andet end deres tilstedeværelse, som gudskelov oftest medfører deres hengivenhed. Jeg bliver ikke vrissen, når Peter savler mig i hovedet eller når han ikke vil sove den middagslur, som jeg ved er så god for ham. Jeg føler mig ikke mindreværdig, fordi han hellere vil lege med en bil, end kramme med mig. Vores forhold er ikke ligeværdigt. Jeg passer på ham og han passer på sig selv.
Når mine børn nusser mig, er det for deres egen skyld, ligesom det meste andet i deres liv, er for deres egen skyld. Især Peter, som altså endnu ikke har lært, at han kan opnå noget, ved at opføre sig på en bestemt måde, har primært sit eget ve og vel for øje.
Derfor synes jeg det er helt skørt at tale om at være misundelige på sine børn og selvom jeg godt ind i mellem, i de perioder hvor Thomas’ og mit overskud til hinanden er at finde på et meget lille sted, kan føle mig misundelig over, hvor hengiven han er overfor vores børn, når nu han ikke altid er det overfor mig, så kender jeg årsagen. Det handler ikke om mig, men om vores roller overfor hinanden i vores familie. De voksne passer på børnene og giver dem al den kærlighed de overhovedet har brug for, uden at forvente noget igen, imens vi passer på hinanden i et gensidigt behovsforhold. Når jeg er ekstra god ved Thomas, er han det også ved mig – og omvendt.
Så kære mænd (og kvinder), hvis I er misundelige på al den kærlighed jeres partnere giver jeres børn, så stik jeres partnere en lykkepille af hverdagskærlighed; gør en ekstra indsats, tag opvasken og giv numsen et ekstra kærligt klap og se så om ikke kærligheden som I efterspørger kommer retur.