Av, av, av hvor skal jeg da lige love for at jeg holdt mit ord på at jeg ikke ville stilles til ansvar overfor andre end mig selv i går, da jeg sammen med det halve af Københavns mange bloggere – og en enkelt dejlig dame, der havde taget turen hele vejen fra Aalborg – var til #sneglebar. Drinksene smagte intet mindre end fortræffeligt og efter 7-8 stykker husker jeg – mest i glimt – at jeg vist blev temmeligt upassende. Pludselig så jeg det for eksempel, af ganske uransagelige årsager, som min hemmelige mission, at jeg skulle plante mine røde læber på hele selskabets kinder. Sådan bare fordi, ik’? Arghmen for helvede, Cana Buttenschøn!
Gudskelov gik omfanget af min brandert op for mig sådan på et tidspunkt lige før midnat, hvor jeg første gang forsøgte at fortrække fra det gode selskab. Som altså godt nok lige krævede et par omgange før det lykkedes.
Bedst som jeg stod og ventede på min hyrevogn kom Cecilie, min evige partner in crime, nemlig gående hen ad gaden med et “kom vi skal lige drikke én drink, pleeeease” smil om læberne.
Okay, så én lillebitte drink fik jeg vist snøvlende fremstammet inden vi igen gik ind på baren, hvor jeg resolut bad bartenderen lave to mere af dem jeg lige havde serveret for Miriam, der tilsyneladende mente jeg skyldte, ovenpå det latterligt grimme selfiefjæs jeg havde kastet efter hendes smartphone (som I kan se på hendes instagram @miriampoulsen).
Well, jeg købte drinks, drak en tår og kyssede Cecilie på kinden, som jeg jo i forvejen havde fået for vane at gøre ved de der endnu havde ufarvede kinder. Og så lavede jeg snigeren. Sjaskhamrende fuld, med let hovedpine og overdrevet glad over alle de søde mennesker jeg havde tilbragt aftenen sammen med.
Heldigvis er mine drenge vilde med både sol, græs og pommes og det må derfor være helt på sin plads at finde et spot i solen, hvor vi kan kværne frituresnask og drikke iskold æblejuice, imens vi lader verden leve et mindre dovent liv omkring os. Bare lige for i dag, ik’? Min krop skriger efter det.