Følelsen af at være forkert og anderledes ligger, på trods af statistikkerne, som nærmest tyder på at efterhånden er tale om en folkesygdom, ofte lige til højrebenet for par, som i en periode oplever infertilitet. Infertilitet som ifølge WHO defineres som en reproduktiv sygdom kendetegnet ved manglende evne til at blive gravid inden for ét år.
Som jeg også skrev i mit jordemoderindlæg i sidste uge, modtager jeg ofte mails og spørgsmål omkring opnåelse af graviditet og infertilitet og der er ingen tvivl om, at det er noget der fylder for rigtigt mange.
Kæreste Cana
Det var jo slet ikke meningen, jeg ville skrive til dig, men jeg har sådan brug for at dele mine tanker med nogen.
Sagen er den, at min kæreste og jeg i lidt over et år har prøvet at opnå graviditet. Vi er begge sunde og raske, han er 28 år, jeg er 25.
Vi gør alt det, der anbefales, regelmæssig sex især omkring ægløsning, lever sundt og prøver at bruge vores energi på gode ting og hinanden uden at lade det fylde. Vi har været ude i ægløsningstests, som viste ægløsning på klokkeslæt hver måned, men det har jeg lagt på hylden igen for at undgå at det ender med pligtsex. Problemet er bare det, at det altså er begyndt at fylde en del, især hos mig. Jeg bliver så modløs, når menstruationen kommer hver måned, og jeg har taget mig selv i at tude, da jeg læste, at min ene perifære veninde var gravid.
Min kæreste får præstationsangst, når vi taler for meget om det, så det undgår vi. Vi har heller ikke involveret andre i det, for det vil blot øge fokus på det, og vi tror ikke, vi vil føle nogen lettelse af at involvere vores familie eller venner. Jeg har derfor ingen at dele mine tanker, frustrationer og bekymringer med.
Vi har aftalt, at hvis ikke der sker noget inden januar, så vil vi konsultere vores læge. Men det er så sindssygt grænseoverskridende at skulle ringe og booke en tid, for så er man ligesom for alvor i kategorien “par med fertilitetsproblemer”. Det bliver pludselig enormt virkeligt, og vi er begge (mest usagt) skrækslagne for, hvad der mon er i vejen, siden vi ikke kan skabe den familie, vi så inderligt drømmer om.
Derudover ved jeg af ren interesse, en del om hvad der venter, hvis vi skal i fertilitetsbehandling og det er skræmmende (måske) at skulle igennem hormoner osv. Det bliver så hårdt for os.
Min søster og mor blev begge gravide ganske hurtigt flere gange. Min mor havde dog en graviditet uden for livmoderen, så hun har måske haft en forsnævring på en æggeleder.
Hvad vil du råde os til? Se at komme i gang med udredningen? Eller skal vi fortsætte hjemmearbejdet? Hvordan skal jeg tackle det hele, når jeg ikke vil give min kæreste præstationsangst men samtidig heller ikke har lyst til at involvere familie og venner? Eller skal vi måske til at overveje at lægge kortene på bordet for vores nærmeste familie?
Jeg synes ikke, der er nok info om unge, der har fertilitetsproblemer. Meget af det handler om ældre kvinder, folk med manglende æglæsning, PCOS, endometriose osv., og min cyklus er totalt regelmæssig og jeg har ingen symptomer på noget af ovenstående, så jeg kan ikke rigtig relatere. Er det normalt at have problemer, når man er så ung? Vi har sex 2-3 gange om ugen omkring ægløsning. Er det tilstrækkeligt for et par som os, der åbenbart ikke kommer sovende til familieforøgelse?
Jeg er ikke i tvivl om, at du har meget at se til, men jeg håber sådan på et svar fra dig. Især omkring det her med, hvornår det er en god ide at involvere familien i vores “ting”. De spørger alle ofte om det ikke snart er vores tur, og det sårer os så meget, for vi prøver og prøver. Vi synes, det er en meget privat sag, og måske vil det øge presset, hvis hele familien går og hepper på os kollektivt hver måned
Hvis man læner sig op ad WHOs definition af infertilitet, så vil jeg til par, som uden held har forsøgt at opnå graviditet i over et år, altid anbefale at konsultere egen læge med henblik på en udredning. En udredning behøver på ingen måde at være lig med fertilitetsbehandling og hormoner, men en mulighed for eventuelt at få svar på hvorfor graviditeten er udeblevet – og ikke mindst muligheden for at tale åbent med andre end sin partner om den svære situation. I tilfældet som her, ville jeg klart anbefale at øge antallet af samlejer op omkring ægløsning; tag på kæresteweekend og giv den gas med massage, velvære og masser af sædceller
I forhold til at involvere venner og familie er det naturligvis en smagssag, men for mig at se, vil det altid være positivt at udvælge sig nogen, som man kan være fortrolig sammen med. Nogen som man kan ridse rammerne op for – nogen som man kan tillade sig at forklare, at de ikke hver eneste måned skal spørge, om man nu er blevet gravid, selvom de ved at man prøver. Jeg synes det er smadderærgerligt, at det skal være så tabubelagt og forbundet med så stor tyngde og skam, at tale om fertilitetsproblemer. For helt ærligt, når helt op mod en fjerdedel af os allesammen oplever det, så burde det vel også være noget vi kunne snakke om og bakke hinanden op i.
Rigtigt mange som oplever fertilitetsproblemer er flove over deres manglende evne til at blive (eller til at gøre andre) gravide, på trods af at det altså er et meget hyppigt fænomen og jeg synes simpelthen det er så ærgeligt! Derfor blev jeg også så glad da jeg forleden hos én af mine meget dygtige blogkollegaer, Cathrine, læste et meget personligt indlæg, som I kan læse HER, om hendes egne udfordringer med fertilitet – eller rettere, med manglen på samme. Jeg blev glad, selvfølgelig ikke fordi hun oplever fertilitetsproblemer, men fordi jeg synes det er et emne som fortjener både fokus og åbenhed og fordi det glæder mig at så mange danskere nu får muligheden for at have én, som ovenikøbet på overfladen virker helt “perfekt”, at spejle sig i. Infertilitet kan ramme os alle.
Lige knap 10 pct. af nyfødte danskere er kommet til verden takket være fertilitetsbehandlinger pga. manglende frugtbarhed hos forældrene. Og faktisk er der helt op imod 30 procent af de kvinder som kommer i fertilitetsbehandling som ikke bliver gravide af det. Nogen bliver heldigvis gravide helt naturligt efterfølgende, imens andre må acceptere at de ikke bliver mødre på biologisk vis.
Der er selvfølgelig mange faktorer som spiller ind, når det kommer til infertilitet, og den hyppigste og mest udbredte årsag er, at vi er “for gamle” når vi får børn, men dermed selvfølgelig ikke sagt, at man ikke kan rende ind i fertilitetsproblemer som helt ung. Det kan ske for alle og man er ikke mere rigtig eller forkert, uanset éns situation og heldigvis er der, for langt de fleste, hjælp at hente, hvis ikke graviditeten er opstået spontant indenfor et år med en aktiv indsats.
Mit helt personlige råd til kvinder og par, der er i overvejelsesfasen omkring børn er, at man i virkeligheden måske skal overveje at smide præventionen over styr allerede når det ikke længere ville være “frygteligt” at blive gravid, frem for at vente indtil man rent faktisk har et stort ønske om at blive gravid. Det hjælper selvfølgelig ikke alle som allerede er i gang, men måske kan det fremadrettet gøre noget godt for mange andre. Hvis man gør sådan, bliver rejsen mod graviditeten knapt så “projekt” og “nu skal det være!”-agtigt, men en løbende proces (hvis man ikke bliver gravid i første “hug”, selvfølgelig) hvor man kan slappe af og nyde både at være ikke-gravid og samtidig være spændt på “hvornår mon det sker”. Om det skaber flere babyer ved jeg ikke, men jeg tror bestemt at det skaber gladere kvinder, mindre stress i parforholdet og en knap så udbredt følelse af nederlag, hvis menstruationen indtræffer må de efter måned.