Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har følt mig akavet allerede inden jeg er trådt ind over dørtærsklen til et blogevent, sådan som jeg i særdeleshed gjorde det i mine første år som blogger. I ved, jeg følte mig altid som hende den lille bonderøv, der aldrig var helt ligeså smart som de andre og som i hvert fald aldrig kendte de andre ligeså godt som de med al tydelighed kendte hinanden. Jeg anede ikke om jeg skulle give håndtryk, klap på skulderen, kram, et kindkys – eller måske endda to, eller noget helt sjette. I ved, sådan nogenlunde som dengang jeg (HER) beskrev dén følelse jeg havde, da jeg var til ét af mit livs første mode-events. Jøsses!
Godtnok er jeg ikke blevet synderligt smartere med tiden, men jeg plejer at føle mig bedre tilpas. Der er altid nogen jeg kender og nogen som, på én eller anden måde ligner mig. Om ikke andet, så i hvert fald af sind.
Altså, bortset fra i dag, hvor jeg ankom til et blogevent med regnvådt hår og min i øvrigt højtelskede flyverdragt (som jeg har fået i gave af The Dalset). Som den absolut eneste i praktisk tøj.
D E N. E N E S T E.
De andre havde multifarvede pelse, pallietstøvler og lyserøde læderjakker med frynser og – selvfølgelig – helt perfekt hår. Og så stod jeg der og kendte ikke et øje og prøvede på at gøre lidt som om at jeg kiggede på smykker, imens jeg i virkeligheden mest af alt bare prøvede på at gøre mig selv usynlig.
Det er selvfølgelig ikke spor sjovt at have det sådan, men på én eller anden måde gjorde det mig alligevel glad at opleve, at den der lille usikre bondepige indeni mig stadig findes og at jeg trods alt endnu ikke er blevet så gammel i gårde, at hun ikke kan titte frem i ny og næ.
Og altså, smykkerne, som var fra Julie Sandlau, var skide pæne og jeg var endda så heldig at få et par øreringe med hjem. Og det regnvejrsvåde hår blev sidenhen nogenlunde reddet med en hårbøjle fra Magasin og til mit held skulle jeg “bare” videre i radioen, hvor jeg sådan set altid føler mig ret godt tilpas, fordi der alligevel ikke er nogen, der kan se hvordan jeg ser ud.
Så alt i alt, endte det alligevel ret godt ud – og lige om lidt skal jeg hjem og hente børn og med tanke på det, så kan det sgu da være fuldkommen ligegyldigt, at jeg troppede op og lignede en fejlcastet. Særligt selvfølgelig, fordi det eneste på mig, der blev vådt af regnvejret under cykelturen, faktisk var mit hår – jeg var jo iført flyverdragt og det skal man altså ikke kimse ad i silende regn 😉