Det er selvfølgelig ikke fordi jeg er i tvivl om at I ved det, men fordi jeg simpelthen er nødt til at overbevise mig selv om at det virkelig kan passe, at tiden er gået så stærkt, vil jeg hermed indlede nærværende indlæg med at konstatere, at det sørenfløjtende er blevet fredag igen. Jeg ved ikke lige præcis hvad det er der gør det, men dagene flyver forbi for tiden, langt hurtigere end jeg nogensinde kan huske at have oplevet det før. Jeg har hele ugen følt at jeg har halset bagefter og jeg mistænker at den kommende uge ikke kommer til at blive stort bedre. Til gengæld er jeg ikke bagud lige nu. Ikke længere i hvert fald. For jo, jeg havde måske lidt for svært ved at sige farvel til mine – i øvrigt glade – børn og deres faster Dorte, og min veninde og jeg kom måske også en lille smule for sent i forhold til publikumsindbydelsen, men nu er vi her, jeg har fået mig en drink og lige om lidt går jeg ind i salen sammen med de mange andre fremmødte og hepper på Thomas, når han går på gulvet sammen med alle de andre deltagere i Vild Med Dans.
Og jeg véd han er god. Det er han i mine øjne selvfølgelig altid, men hvis han klarer dansen i aften bare halvt så godt, som jeg har set ham gøre det fra træningslokalet, så rocker han endnu engang det dansegulv og for fanden, hvor jeg glæder mig til at se det.