I forbindelse med at Thomas i tirsdags spillede op til fandango på Torvet i Herning, havde et par flittige damer fra kommunen simpelthen gjort sig den ulejlighed at invitere drengene og mig med; de syntes vist at det var for dårligt at jeg aldrig tidligere har været i Herning, andet end til en fuldstændigt fantastisk Lady Gaga koncert i Jyske Bank boxen, da jeg var gravid med Jens tilbage i 2010, hvor jeg ikke så Herning andet end fra et vindue i den bus vi var kørende i. De gode damer syntes derfor at i tirsdags var en oplagt mulighed for et rigtigt førstegangsbesøg, fordi det – udover at Thomas skulle spille koncert – faldt ganske heldigt sammen med åbningen af kulturfestivalen Off Road 2017 og jeg kunne ikke være mere enig! Slet ikke nu hvor jeg altså har været der.
Formentlig ligesom rigtigt mange andre, har jeg ikke noget nært forhold til Herning og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det første jeg tænker på, når jeg tænker på Herning, er Mick Øgendahls serie “Hvor fanden er Herning?” (Som jeg i øvrigt mistænker at alle fra Herning er jævnt trætte af) og så på at byen vist nok engang var Danmarks hovedstad når det kom til produktionen af tøj.
Det er altid så pissetarveligt når en bys primære industri pludselig ikke længere er rentabel i forhold til hvad man kan finde af konkurrencedygtighed ude i verden, fordi det selvklart må skabe en masse arbejdsløshed, usikkerhed og håbløshed. Gråt-i-gråt, tænker jeg.
Allerede på vej derhen, begyndte skyerne over himlen at trække sig sammen og jeg nåede lige akkurat at tænke, at den måske var god nok, min gråt-i-gråt tanke. Vi parkerede bilen og gik hen mod torvet, hvor vi blev mødt af det vildeste syn. Der var to store scener stillet op, med kæmpe store sejl henover, som holdt regnen på afstand og stemningen i top. Der var pyntet op med stjerner og balloner og byen emmede af spænding, selvom festivalen endnu ikke var skudt i gang.
Som den materialistiske gås jeg er, overtalte jeg mand og børn til at gå en tur ned i gågaden, som var fuld af glade mennesker, musik, danseoptrædener og en Frellsen, hvor jeg til min kaffe sgu fik mig en gratis flødebolle – af de gode med marcipanbund. Arghmen altså!
Thomas tjekkede ind i sit bandrum, imens børnene og jeg gik rundt i gaderne, hvor jeg gang på gang blev imponeret over både tiltag, mennesker og stemning. Der var påskejagt for børnene, boder foran mange af butikkerne og selvfølgelig musik på Torvet lige fra åbningen af festivalen klokken 14 og indtil længe efter vi klokken 19.30 tog trætte hjem.
Thomas, min yndlingsmusikant spillede Torvet op midt på eftermiddagen og jeg skal love for at der var fest! Børnene dansede, de voksne sang med og Thomas og husbandet, All Stars, fyrede den af til den store guldmedalje og selvom jeg efterhånden har været til usædvanligt mange Thomas Buttenschøn-koncerter, så var den altså noget særligt. Måske var det fordi jeg havde børnene med; måske var det fordi vi var i Herning hvor alle de lokale helt åbentlyst var stolte over deres by og jeg synes det var fuldstændigt fantastisk.
Efter koncerten, tog Thomas og Peter hjem, imens Jens, Rie (min niece) og jeg fortsatte løjerne med ildshow og hjemmelavede isskulpturer og en tur ned ad Østergade, hvor jeg fik bekræftet, at Søren Baunsgaard, som jeg for en måneds tid siden gæstede Kejser på P1 sammen med, ikke havde været fuld af pral, som jeg ellers mistænkte, da han fortalte at de nok havde 25+ restauranter i byen. Der var spækket til med restauranter og beværtninger på begge sider af gaden og der var simpelthen så hyggeligt, at hvis ikke det havde været for regnen, som var begyndt at sile, så ville jeg have elsket at sidde ude og snuse stemningen over en kold fadøl i den hyggelige gade med de mange, mange spise- og hyggesteder. Dét kunne mange byer altså lære noget af – herunder også min elskede København, som så vidt jeg ved, ikke har én eneste gade der kan noget i nærheden af det samme. Der var uprætentiøst, hyggeligt og helt vildt sejt, altså!
Hvor fanden er Herning? Ja, altså, det ligger lige midt i Danmark og jeg synes eddermamer at det er et undervurderet sted. Dét fik jeg for alvor bekræftet, da vi, tidligt på aftenen gik kolde og våde tilbage ned ad gågaden, hvor en venlig mand tilbød os – og alle andre – hver vores regnslag. Gratis.
Kæft, det var god stil!