Jeg tror at min aversion imod dem startede allerede da jeg var barn og de voksne snakkede om, hvordan “Det” havde ødelagt alt livet i byens ellers ret hyggelige gågade i Kolding. De voksne vidste jo hvad de snakkede om…
I virkeligheden elskede jeg “det”, Kolding Storcenter, og jeg glemmer aldrig den sommer jeg var på en uges ferie hos en veninde (og hendes familie, selvfølgelig – vi var jo børn!) i Viuf lige udenfor Kolding. Vi solbadede, spillede 500, lavede uendelige dansetrin til Take That og tog ind til Kolding Storcenter for at købe sæbekugler til en krone og udforske alle de frække sager i Ærlige Bent – verdens bedste spøg-og-skæmt-butik, hvis nogen spørger mig. Jeg elskede at gå rundt i centret sammen med min veninde og lige pånær en ferie til Spanien da jeg var omtrent 12 år gammel, så er dagene i Kolding Storcenter mit mest eksotiske barndomsminde. Overhovedet.
(Ja ja, så kan vi altid snakke lidt om barndom og minder og om hvorfor noget så simpelt som dét, kan være mit mest eksotiske, men det må blive en anden god gang).
Som voksen lærte jeg fortsat – af de andre voksne, som ofte var dem, som var smartere end mig – at de ikke spor seje, indkøbscentrene. De var for proletarerne og hvis der var noget man ikke gad at være, så var det da, at være proletar.
Det hele handlede om at være sig selv og hvis man var sig selv, så var der ingen chance i verden for, at man godt kunne lide de samme ting som alle andre. Slet ikke indkøbscentrene. Eller Rasmus Seebach; ham kunne man slet ikk lide.
Ak ja, jeg har virkelig hadet indkøbscentrene (og Rasmus Seebach, selvom jeg synes han har lavet nogle fantastiske skråle-med-numre) for alt det de var. Bekvemmelighed, popkultur og mennesker, som var der, fordi de ikke kunne finde på noget bedre at give sig til…
Altså, lige indtil jeg huskede på – og turde at stå ved – at jeg rent faktisk elsker dem. Indkøbscentre (og Rasmus, bevares. Det skal bare ikke handle mere om ham for nu) er sgu da for nice! Alt er under ét tag, der er toiletter på alle etager og hvadenten man er sulten efter mad, tøj, spil, legetøj, bøger eller en tur i biografen, så er de fleste indkøbscentre leveringsdygtige i det hele. I tørvejr, vel at mærke. Og med retten til og mulighed for at slæbe alle éns nyerhvervelser rundt i en indkøbsvogn. What is not to like? Ja, jeg spørger bare.
Okay, jeg kan godt se, at det er ærgeligt i de byer hvor lokalmiljøet og de gågader der engang var fulde af liv, lider under det. Min egen lille hjemstavn, Sønderborg, er i disse år særligt udsat og jeg bliver så trist over at gå ned igennem den spøgelsestomme gågade. Det ændrer dog ikke ved, at jeg samtidig også elsker indkøbscentret, der har været årsag til det hele…
Jeg synes indkøbscentre er ret skønne og hvis jeg nogensinde havde været i tvivl, så er min begejstring for alvor blevet cementeret de seneste to dage, hvor jeg har haft Simon og drengene med i henholdsvis Fields og Lyngby Storcenter. Shiiiiit, hvor har det været nice, altså!
Vi startede i Fields i går; Det var overhovedet ikke planlagt, men da vi klokken 14 trådte ud fra koncert (med hipsomhap, som er et sejt børne-hip-hop-band) på Islands Brygge og kunne konstatere at det fortsat silede ned, besluttede vi at køre derud. “Der er vist sådan et ret fedt lege/hoppeland” lokkede jeg drengene med – og et kvarter senere havde vi parkeret bilen.
Allerede inden vi havde ramt elevatoren fornemmede jeg, at vi havde gjort noget genialt. Der stod nemlig skilte med “Sjov i Vinterferien”-halløj over det hele og jeg mindedes pludselig hvordan nogle af mine bloggerkollegaer tidligere har lavet samarbejder med forskellige indkøbscentre, som netop har reklameret med hvilke gode aktiviteter de laver for børnene (og børnenes forældre) i ferieperioderne. Som mine kollegaer altså har skam-rost.
Ganske rigtigt var det genialt! For 100 kroner per barn fik vi flere timers underholdning, små fine gaver og en tur i den mega seje trampolinpark. Hallelujah, mand!
Det var en kæmpe succes og jeg var derfor ikke sen til at foreslå noget lignende i Lyngby Storcenter, da Jens i morges solgte en ordentlig stak af sine pokemon-kort, og fik penge som i hans verden først er noget værd, når de er omsat til legetøj. Det viste sig – selvfølgelig – at være en ligeså stor succes. Med ansigtsmaling, børnehæfter og den vildeste børneservice jeg nogensinde har oplevet i et supermarked, da vi sluttede dagen af med at handle ind i Føtex, hvor Jens – i dét de kalder børnekassen – fik lov til at scanne alle varer og sørge for betalingen, som en rigtig kasseassistent. Han fik tilmed et lille diplom og en pakke Smarties for sin fine indsats og hvis ikke det var fordi jeg stadig ikke er blevet min influenza kvit, havde jeg kysset den søde kasseassistent af lutter begejstring og taknemmelighed.
Det kan godt være, at det ikke er så smart eller sejt eller modeagtigt at slentre rundt i et shoppingcenter sammen med “alle andre”, men jeg synes altså at det er ret så dejligt! Og så er jeg sådan set fuldkommen ligeglad med, om nogen måtte synes at jeg er en værre prolotar 😉