Jeg lovede i går at skrive et halvtørt indlæg; men lad mig lige slå fast. I dag er på ingen måder halvtør. Det pisregner! Så meget, så jeg har været nødt til at pille låget af en gryde på komfuret i lejligheden hvor vi lige nu befinder os, for at samle det regnvand, som drypper ind igennem taget. Phew.
Efter en smadderdejlig aften i selskab med de sødeste gyldne damer i går, er regnen dog kommet som kaldet. Det betyder nemlig indehygge, slow jazz og en god anledning til at fylde sit korpus med hvedebrød. What’s not to like? Til gengæld betyder det, at der ikke er meget spændende at berette om det lille familieliv og jeg vil i stedet bruge anledningen til at fortælle om mine erfaring med at flyve med børn. Alene, that is.
Mine drengebørn og jeg tog nemlig flyveren fra Sønderborg til København i onsdags. Med baggage. Uden Thomas. Holy shamoly, det kræver altså at man finder de tålmodige og store muskler frem. Men men men, jeg bliver nødt til at sige, at Sønderborg Lufthavn og flyselskabet Alsie Express, er det fedeste i hele verden (ej okay, nu overdriver jeg igen, men I ved hvad jeg mener, ik’?).
Da drengene og jeg var på vej igennem sikkerheden og alt var clearet, kunne den søde fyr som skulle screene al håndbagagen godt se, at jeg havde rigeligt i hænderne med en 3-årig, en baby på armen, tasker og støvler der skulle på igen, så han tilbød gudhjælpemig om han ikke lige skulle give en hånd. Arghmen, det er da pissesødt. Han er på arbejde og der står folk i kø bag mig – og han risikerede stensikkert at nogle ville blive irriterede over hans prioriteringer; fordi han var så megaflink overfor mig. Jeg takkede dog pænt nej, fordi jeg i mellemtiden havde luret at venteværelset til gaten var spækket med silverfoxes. Uff, that’s my kinda thing! Derfor stavrede jeg i stedet – i mine strømpesokker – over til de to lækreste herrer jeg kunne finde og bad dem holde min baby.
“Øhhm… Jo, men jeg ved altså ikke hvad jeg skal gøre…”
“Bare du ikke taber ham på gulvet, er jeg tilfreds” fik jeg kækt svaret tilbage og gik så retur til 3-årig, støvler og alt for meget håndbagage. Win. Den søde silverfox med attachemappen sad, da jeg kom tilbage, og vuggede min baby lystigt imens de udvekslede fjollede ansigter. That made my day!
På flyveren gik alt totalt smooth; hvert andet sæde er pillet ud af den sorte flyver, så der er vildt meget benplads – og så når man lige akkurat at drikke og spise de snacks stewardessen serverer, inden man igen skal spænde bælter og lande. Det er seriøst verdens fedeste flyvetur. Også selvom jeg naturligvis var flyets mest kiksede passager, som trods en flytid på 35 minutter, havde taget alt mit pikpak med ombord “for hvad nu hvis…”. Dumme morhjerne. Alle var søde; inklusive børnene. Vi tog selvfølgelig en flyveselfie, men den vil jeg spare Jer for, da vi simpelthen ser for fjogede ud alle tre. #sorrybutnotsorry
Kys fra Cana
En flyvetur som denne gør mig i øvrigt lidt mere fortrøstningsfuld om hele min ambivalens omkring Sønderborg og København (som du kan læse om her); fordi det bare er så nemt at komme fra den ene by til den anden.
Hvis du har lyst, kan du følge med på:
